Kommissionens visioner for det indre marked i det 21. århundrede
Europa-Kommissionens pakke for det indre marked indeholder bl.a. en række politiktiltag med initiativer, der har til sigte, at hjælpe forbrugerne med at udøve deres kontraktlige rettigheder og opnå klageadgang på tværs af grænserne, give forbrugerne og små virksomheder bedre oplysninger, imødegå svagheder i sektorer, hvor det indre marked bør yde mere, foreslå en "lov om små virksomheder", indføre et "forskerpas", afklare hvordan EU's regler finder anvendelse på tjenesteydelser og sociale ydelser af almen interesse, og fremme kvaliteten af sociale ydelser i hele EU.
Kommissionens initiativer er beskrevet i meddelelsen "Et indre marked for Europa i det 21. århundrede" der endvidere ledsages af fem arbejdsdokumenter.
Blandt de konkrete initiativer på forbrugersiden kan nævnes, at Kommissionen i december 2007 vil foreslå bedre fødevaremærkningsregler. I 2008 vil Kommissionen fremlægge initiativer vedr. rettigheder i forbindelse med forbrugeraftaler og kollektiv klageadgang. Kommissionen vil endvidere forbedre overvågningen af markedet for lægemidler og fremme oplysningerne om farmaceutiske produkter. Kommissionen ønsker desuden at styrke integrationen af markederne for detailsalg af finansielle tjenesteydelser.
Kommissionens pakke forventes behandlet på Det Europæiske Råds forårstopmøde i marts 2008.