Hjælpemenu

Hovedmenu

Kan EU bestemme længden af straffe i Danmark?

EU's generaladvokat har udtalt sig om EU's muligheder for at vedtage strafferammer.

Hvis EU vil vedtage fælles strafferammer for f.eks. miljøkriminalitet, kan det kun ske med enstemighed på grundlag af EU-Traktaten. Det er essensen af en udtalelse fra EF-Domstolens generaladvokat i en retssag mellem Kommissionen og Rådet.

Kommissionen, som har anlagt retsagen, mener at EU bør kunne vedtage fælles strafferammer på grundlag af EF-Traktaten. Det ville kunne betyde, at strafferammerne kunne vedtages med kvalificeret flertal.

Rådet og medlemslandene mener derimod, at hvis EU vil vedtage helt spcifikke strafferammer for konkrete forbrydelser, så skal det ske på grundlag af det mellemstatslige samarbejde i EU-Traktaten, hvor der kræves enighed blandt alle medlemslandene.

Generaladvokatens udtalelse støtter delvist Rådets synspunkt, men understreger også, at EU kan pålægge medlemsstaterne at straffe konkrete typer af forbrydelser med midlder der er effektive, proportionale og afskrækkende - og dette gælder på alle områder af EF-Traktaten (f.eks. miljø, transport, landbrug, handel m.m.).

Generaladvokatens udtalelse er kun et forslag til hvad EF-Domstolen skal dømme i sagen. Domstolen er ikke forpligtet til at følge udtalelsen, men det sker i langt de fleste tilfælde. Der er endnu ikke fastsat nogen dato for, hvornår EF-Domstolen afsiger den endelige dom i sagen.

Læs mere om sagen i EU-note E-71