Hjælpemenu

Hovedmenu

Justitsministeriets redegørelse om evt. overdragelse af suverænitet i Lissabon-traktaten

Justitsministeriet har offentliggjort sin såkaldte § 20-redegørelse, hvori det afklares, om Lissabon-traktaten medfører overdragelse af dansk suverænitet i relation til Grundlovens § 20.

Justitsministeriets redegørelse undersøger, om der i forbindelse Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten er tale om overdragelse af suverænitet fra Danmark til EU. Baggrunden for redegørelsen er Grundlovens § 20.

Uddrag fra Justitsministeriets internetside

Det fremgår af redegørelsen, at dansk tilslutning til Lissabon-Traktaten efter Justitsministeriets opfattelse ikke indebærer, at Unionen får overladt yderligere beføjelser omfattet af grundlovens § 20.

Justitsministeriet finder desuden, at dansk ratifikation af Lissabon-Traktaten ikke rejser andre spørgsmål i forhold til grundloven.

Sammenfattende finder Justitsministeriet derfor, at Danmark kan ratificere Lissabon-Traktaten efter den almindelige bestemmelse i grundlovens § 19 om traktatindgåelse, og at Danmarks tilslutning til Lissabon-Traktaten ikke forudsætter anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

Folketingets Europaudvalg har, som reaktion på Justitsministeriets redegørelse, modtaget en "mod-redegørelse" fra Junibevægelsen.

Baggrund

Grundlovens § 20 siger, at overladelse af suverænitet skal ske ved lov, og at der gælder særlige regler for vedtagelsen af denne lov. Det er ikke nok, at loven vedtages med det almindelige flertal af stemmer, som normalt kræves til vedtagelse af love i Folketinget. Det kræver, at mindst 5/6 af Folketingets medlemmer skal stemme for loven. Kravet om et flertal på 5/6 skal i øvrigt forstås på den måde, at der er tale om et flertal på 5/6 af Folketingets 179 medlemmer og ikke et flertal på 5/6 af de i Folketingssalen fremmødte medlemmer. Det vil sige, at mindst 150 af Folketingets medlemmer skal stemme for forslaget.

Opnås der ikke et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer (men et almindeligt flertal på mellem 90 og 149 stemmer), og ønsker regeringen at opretholde forslaget, skal lovforslaget sættes til folkeafstemning til godkendelse eller forkastelse.

Yderligere information