Hjælpemenu

Hovedmenu

EU-medlemslandenes udgifter til social beskyttelse

En ny undersøgelse fra EU's statistiske kontor Eurostat viser, at Danmark indtager en tredjeplads efter Luxembourg og Sverige, hvad angår udgifterne til social beskyttelse pr. indbygger når der korrigeres for prisniveau og købekraft.

De generelle udgifter til social beskyttelse på EU-plan udgjorde i 2004 27,3 procent af EU's samlede bruttonationalprodukt (BNP). Der er dog tale om en stor spredning landene imellem, hvor eksempelvis niveauet var 32,9 procent i Sverige og 12,6 procent i Letland.

Udgifter til social beskyttelse i procent af BNP, 2004

Kilde: Eurostat

For Danmarks vedkommende lå niveauet i 2004 på 30,7 procent af BNP, hvilket også placerer Danmark på en tredjeplads over de medlemslande, der anvender flest midler på social beskyttelse i procent af BNP.

Det største del af de sociale udbetalinger går på EU-plan til omsorg for de ældre og efterladte (45,9 procent), men også sygdom og sundhedsvæsenet står for en stor andel (28,3 procent). For Danmarks vedkommende er de tilsvarende procentsatser henholdsvis 37,2 og 20,6 procent. Til gengæld anvendes en relativt større andel af midlerne til handicappede (13,9 procent), familer/børn (13,0 procent) samt arbejdsløshed (9,5 procent). På EU-plan er fordelingen på de tre kategorier henholdsvis 8,1 procent, 7,8 procent samt 6,5 procent. 

Det danske system skiller sig ud fra de øvrige EU-landes, idet 63,5 procent af midlerne til den sociale beskyttelse kommer fra det offentlige, hvorimod kun 10,2 procent er arbejdsgiverbidrag og 19,6 procent er egne bidrag. 
På EU-planer er det offentlige bidrag på 37,3 procent, mens hele 38,6 procent er arbejdsgiverbidrag og 20,9 procent egne bidrag.

Hele analysen kan findes på linket nedenfor.