Hjælpemenu

Hovedmenu

Europa-Parlamentet afviser Rådets aftale om de finansielle perspektiver 2007-2013

Europa-Parlamentet valgte ved afstemningen på plenarforsamlingen den 18. januar 2006, at vedtage en beslutning der afviser den aftale om de finansielle perspektiver 2007-2013, som Det Europæiske Råd opnåede enighed om på topmødet den 15.-16. december 2005 i  Bruxelles.

Beslutningen blev vedtaget med et betragteligt flertal på 541 for, 56 imod og 76 der undlod at stemme. Europa-Parlamentet begrunder bl.a. sin afvisning med, at aftalen i sin foreliggende form "ikke sikrer et EU-budget, der fremmer velfærd, konkurrenceevne, solidaritet, samhørighed og sikkerhed i fremtiden". Afvisningen skal dog ses i sammenhæng med den efterfølgende formulering, hvori det lyder, at Europa-Parlamentet "er indstillet på at indgå i konstruktive forhandlinger med Rådet".

Europa-Parlamentets accept er nødvendig for indgåelse af den interinstitutionelle aftale, der danner rammen om de finansielle perspektiver i perioden 2007-2013. Forhandlingerne om den interinstitutionelle aftale indledes mandag den 23. januar, hvor det østrigske formandskab anført af Wolfgang Schüssel mødes med kommissionsformanden José Manuel Barroso og Europa-Parlamentets formand Josep Borrell.

Det forventes at Kommissione den 1. februar vil fremlægge et udkast til en ny interinstitutionel aftale mellem Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet. Der er ingen formel tidsfrist for forhandlingerne, men det forventes at en aftale kan være på plads i løbet af foråret. 

Baggrund

Europa-Parlamentets midlertidige udvalg om politikudfordringer og budgetmidler i det udvidede EU 2007-2013 blev nedsat i september 2004 med henblik på at fastlægge Europa-Parlamentets position i forhandlingerne om de finansielle perspektiver. Udvalget vedtog den 10. maj 2005 sin betænkning udfærdiget af ordfører Reimer Böge (PPE/DE). Betænkningen blev den 8. juni 2005 vedtaget af plenarforsamlingen med 426 stemmer for og 126 imod, mens 122 medlemmer undlod at stemme.

Den 1. december 2005 vedtog plenarforsamlingen en intiativbetænkning udfærdiget af budgetudvalget ligeledes med Reimer Böge som ordstyrer. Heri blev der gjort opmærksom på, at en interinstitutionel aftale ikke kan indgåes uden Europa-Parlamentets deltagelse.

Det Europæiske Råd vedtog aftalen om de finansielle perspektiver i perioden 2007-2013 på topmødet i Bruxelles den 15.-16. december 2005.

Europa-Parlamentets budgetudvalg vedtager den 11. januar et beslutningsforslag af ordfører Reimer Böge, der afviser stats- og regeringschefernes indgåede aftale om de finansielle perspektiver. Beslutningsforslaget var udgangspunktet for afstemningen på plenarforsamlingen den 18. januar 2006.

Det samlede niveau for forpligtigelsesbevillinger i Det Europæiske Råds aftale er på 862,363 mia. euro svarende til 1,045 procent af BNI. Betalingsbevillingerne antager 819,380 mia. euro svarende til 0,99 procent af BNI.

Europa-Parlamentet har i sin betænkning fra den 8. juni 2005 anbefalet et niveau for forpligtigelsesbevillinger på 974,837 mia. euro svarende til 1,18 procent af BNI. Betalingsbevillingerne beløber sig i Europa-Parlamentets forslag til 883,329 mia. euro svarende til 1,07 procent af BNI.

Udviklingen i forpligtigelses- og betalingsbevillinger i Europa-Parlamentets forslag og Det Europæiske Råds aftale er gengivet nedenfor.

Fordelingen på de enkelte udgiftskategorier er illustreret nedenfor.

I Europa-Parlamentets forslag er administrationsudgifterne til Europa-Kommissionen fordelt ud på de fire første budgetkategorier.

22/01/2006/MARJ