Enighed om Tyrkiet

På dagens rådsmøde for EU's udenrigsministre blev der opnået enighed om EU's reaktion på Tyrkiets manglende efterlevelse af den såkaldte tillægsprotokol til Ankara-aftalen.
Europa-Kommissionen havde inden mødet anbefalet, at otte ud af de såkaldte 35 forhandlingskapitler blev fastfrosset. De øvrige kapitler vil heller ikke kunne afsluttes før, at Tyrkiet har implementeret tillægsprotokollen til Ankara-aftalen fuldt ud.
Udenrigsministrene blev enige om at følge Europa-Kommissionens anbefalinger, hvorfor de otte handelsrelaterede kapitler vil blive suspenderet fra forhandlingerne.
Afklaringen af den videre proces i forhandlingerne med Tyrkiet er ensbetydende med, at spørgsmålet ikke vil blive formelt behandlet på Det Europæiske Råds møde torsdag og fredag.