Merkel: Der er brug for en forfatningstraktat
EU’s stats- og regeringschefer vedtog på topmødet i juni 2006, at der i anledning af halvtredsårsdagen for underskrivelsen af Rom-traktaterne vedtages en politisk erklæring, der fastslår Europas værdier og ambitioner.
Berlin-erklæringen om EU’s værdier
Berlin-erklæringen, som forventes vedtaget på et uformelt EU-topmøde den 25. marts 2007, skal udgøre køreplanen for EU's institutionelle fremtid.
Tyskland varetager formandskabet for Rådet i første halvår af 2007. Forbundskansler, Angela Merkel, får således til opgave at skabe enighed blandt medlemsstaterne om de næste skridt hen imod en løsning på de udestående spørgsmål om EU’s fremtid.
Merkel: ”En fornyelse af EU tager tid”
Merkel udtaler i en meddelelse fra Forbundsregeringen, ”at en fornyelse af EU vil tage tid. Den offentlige debat skal fortsætte, og Tyskland vil arbejde tæt sammen med de to efterfølgende formandskaber, Portugal og Slovenien, om at skabe en bedre kontinuitet i europæisk politik”.
Merkel konstaterer i et interview til Süddeutsche Zeitung, at 18 medlemsstater har ratificeret forfatningstraktaten, og at de vil kæmpe for den. Hun mener, at forfatningstraktaten er det bedste grundlag for det fremtidige EU-samarbejde. CDU tager stilling til spørgsmålet om at fastholde substansen i forfatningstraktaten på et møde i Dresden den 27. og 28. november 2006.
Læs: Pressemeddelelse fra Angela Merkel: Erklärung des Bundeskabinetts zur deutschen EU-Ratspräsidentschaft, 5/11 2006
Læs: Interviewet med Angela Merkel: "Eine Präsidentschaft ist ein Chance", 6/11 2006
Læs: Kalender for det tyske EU-formandskab, 1. halvår 2007