Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenNyheder › eNyt om EU fra Folketinget › eNyt om EU - alle artikler › Statsministeren i åben...

Statsministeren i åbent samråd om Europas fremtid

---------------------------------
eNyt om EU 49 – 3/5 2006
- artikel nr. 68-2006
 
 
Statsministeren var i dag i åbent samråd i Folketingets Europaudvalg om muligheden for at erstatte forfatningstraktaten med en ”minitraktat”.

Fogh Rasmussen sagde på mødet, at forfatningstraktatens skæbne er uvis, og at der ikke kan forventes nogen endelig afklaring foreløbig. Tænkepausen vil blive forlænget.

Statsministeren skitserede tre fremtidsscenarier:
1) Frankrig og Holland finder en løsning på deres problem, og ratifikationsprocessen genoptages. Statsministeren anså ikke denne mulighed for at være særlig realistisk.
2) Forfatningstraktaten opgives. Dette scenarie var heller ikke sandsynligt, sagde statsministeren, idet over halvdelen af EU's medlemslande havde ratificeret traktaten, og der var behov for en ny traktat.
3) Der opnås enighed om at forhandle en ny traktat.
 
Uanset hvilken skæbne forfatningstraktaten vil få, vil der være behov for at løse en række grundlæggende problemer. Der var således behov for:

•   mere effektive beslutningsmekanismer,
•   øget åbenhed i lovgivningsprocessen, herunder inddragelse af de nationale parlamenter,
•   fast formand for Det Europæiske Råd,
•   en styrket udenrigs- og sikkerhedspolitik bakket op af ny en EU-udenrigsminister,
•   en mere tydelig arbejdsdeling mellem EU og medlemslandene.
 
Frem for at diskutere omfattende forslag til traktatændringer, er der nu behov for at fokusere på konkrete problemstillinger, hvilket statsministeren betegnede som "Resultaternes Europa".
 
I spørgerunden var statsministeren positiv over for at indgå i en dialog med Folketingets partier forud for EU-topmødet i juni 2006.

Samrådet var åbent, og det betyder, at der vil blive udarbejdet et referat, som forventes at foreligge i næste uge.