Hjælpemenu

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenNyheder › eNyt om EU fra Folketinget › eNyt om EU - alle artikler › Kommissionen foreslår ...

Kommissionen foreslår effektivisering af det retlige samarbejde

---------------------------------
eNyt om EU 50 – 9/5 2006
- artikel nr. 78-2006
 
 
Johannes Laitenberger, talsmand for kommissionsformand Barroso, bekræftede på et pressemøde den 8. maj 2006, at Kommissionen i en kommende meddelelse til Det Europæiske Råd vil foreslå en effektivisering af beslutningsproceduren for vedtagelse af retsakter inden for politisamarbejde og retligt samarbejde i kriminalsager og om forebyggelse og bekæmpelse af racisme og fremmedhad.

Laitenberger henviste til, at Barroso i en tale i Lissabon samme dag ville foreslå, at medlemsstaterne anvender bestemmelsen i EU-Traktatens artikel 42 til at overføre dele af søjle 3 (det mellemstatlige samarbejde om politisamarbejde og retlige anliggender) til søjle 1 (det overnationale klassiske EF-samarbejde). Medlemsstaterne kan i henhold til den såkaldte passarelle i artikel 42 med enstemmighed overføre områder fra søjle 3 til søjle 1.

De områder der kan være tale om, nævnes i artikel 29 i EU-traktaten:
  • forstærket samarbejde mellem medlemsstaternes politi, toldmyndigheder og andre kompetente myndigheder,
  • forstærket samarbejde mellem medlemsstaternes retlige og andre kompetente myndigheder,
  • indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes strafferetlige regler.
Målsætningen i artikel 29 er at forebygge og bekæmpe organiseret kriminalitet og anden kriminalitet, især terrorisme, menneskehandel, og overgreb mod børn, ulovlig narkotikahandel og ulovlig våbenhandel, korruption og svig.

Ifølge artikel 42 i EU-traktaten, skal medlemsstaterne i forbindelse med en eventuel overførelse fra søjle 3 til søjle 1 samtidig bestemme, hvilke afstemningsregler der skal gælde for disse områder. Dette kunne medføre en fremtidig vedtagelse af retsakter vedrørende f.eks. terrorisme med kvalificeret flertal efter proceduren for fælles beslutningstagning.

Laitenberger afviste på pressemødet, at der skulle være tale om at ”plukke kirsebær” fra forfatningstraktaten (cherry picking), men at det derimod handler om at opnå den bedst mulige anvendelse af bestemmelserne i de gældende traktater.

I henhold til det danske forbehold på det retlige område, deltager Danmark alene i samarbejdet om retlige og indre anliggender på mellemstatsligt grundlag. Danmark kan imidlertid beslutte sig for at indgå en aftale med de øvrige medlemsstater på et folkeretligt grundlag om at gennemføre en afgørelse i dansk lovgivning.

Læs: José Manuel Barrosos tale d. 8/5 2006 (om overførslen fra søjle 3 til 1, se nederst s. 6)
Læs: Artikel 42 TEU
Læs: Artikel 29 TEU
Læs: De danske forbehold, EU-Oplysningen
Læs: EU’s traktatgrundlag, EU-Oplysningen
Læs: Hvad er EU’s tre søjler?, EU-Oplysningen