Hjælpemenu

Hovedmenu

Et fælles banktilsyn (tilsynsmekanisme)

Et af hovedargumenterne for etableringen af bankunionen - og herunder et fælles europæisk tilsyn med bankerne i euroområdet med Den Europæiske Centralbank (ECB) som tilsynsmyndighed - har været, at bryde den negative forbindelse mellem kriser i banksektoren og belastningen af eurolandenes offentlige finanser. Erfaringerne fra gældskrisen har vist, at tilsynet for det første ikke har været lige effektivt i alle medlemslande, samt at det har været de enkelte medlemslandes regeringer, der har været nødsaget til at stillet garantier eller optage lån for at hjælpe banksektoren igennem krisen.

Denne erfaring var bl.a. grunden til, at eurolandene på et topmøde den 29. juni 2012 i en erklæring slog fast, at ”det er af afgørende betydning at bryde den onde cirkel mellem banker og stater. Kommissionen agter om kort tid at fremlægge forslag til en fælles tilsynsmekanisme på grundlag af artikel 127, stk. 6. Vi anmoder Rådet om at behandle disse forslag snarest muligt og inden udgangen af 2012”.

Eurolandenes erklæring fortsætter med følgende ordlyd: ”Når der er oprettet en effektiv fælles tilsynsmekanisme, der omfatter ECB, for bankerne i euroområdet, vil ESM efter en almindelig afgørelse have mulighed for at rekapitalisere bankerne direkte”.

Etableringen af det fælles banktilsyn var altså også en forudsætning for nødhjælp direkte til bankerne via eurolandenes krisefond, den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), uden at belaste eurolandenes offentlige finanser.

Europa-Kommissionen fremsatte forslaget til den såkaldte fælles tilsynsmekanisme den 12. september 2012, og det lykkedes for medlemslandenes økonomi- og finansministre og nå til enighed inden for den frist der blev sat i eurolandenes erklæring, idet et kompromis blev indgået på mødet den 13. december 2012.

Efterfølgende har der været forhandlinger med Europa-Parlamentet, hvor en fælles aftale blev indgået den 19. marts 2013.

Under forhandlingerne i Rådet samt i forhold til Europa-Parlamentet viste det sig vanskelige at blive enige om bl.a. organiseringen af tilsynet (specielt behandlingen af de ikke-eurolande der ønsker at deltage i det fælles tilsyn), omfanget af ECB's direkte tilsyn samt sikring af rettigheder for de ikke-eurolande, der ikke ønsker at deltage i det fælles tilsyn.

Forordningen bag det fælles banktilsyn blev først formelt godkendt af Rådet den 15. oktober 2013, idet Europa-Parlamentet bl.a. ville sikre sig, at der blev udformet en detaljeret interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet og ECB om ansvarligheds- og gennemsigtighedsbestemmelserne i forordningen (interinstitutionel aftale).

Omfang

Den såkaldte fælles tilsynsmekanisme, som banktilsynet formelt bliver kaldt, er et system for finansielt tilsyn af kreditinstitutter, der består af ECB samt de kompetente nationale myndigheder i de deltagende medlemslande. Det er dog ECB der har det overordnede ansvar for at føre tilsyn med alle de anslåede 6.000 kreditinstitutter i euroområdet, dog således at tilsynet med de mindste kreditinstitutter vil blive varetaget af de nationale tilsyn inden for fælles rammer. Tilsynet er møntet på kreditinstitutter, der i denne sammenhæng er defineret som en virksomhed, hvis aktivitet består i fra offentligheden at tage imod indskud eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt yde lån for egen regning. Forsikringsselskaber og pensionsselskaber er ikke omfattet af det fælles tilsyn.

Ved fordelingen af tilsynsopgaver mellem ECB og de nationale tilsyn skelnes der mellem kreditinstitutter der er signifikante og mindre signifikante. Tilsynet med de signifikante kreditinstitutter varetages direkte af ECB, mens de nationale tilsyn tager sig af de mindre signifikante kreditinstitutter. 

Kreditinstituttet vurderes som signifikant, og altså under ECB’s direkte tilsyn, hvis én af følgende betingelser er opfyldt:

  • Den samlede værdi af instituttets eller selskabets aktiver overstiger 30 mia. euro.
  • De samlede aktiver i forhold til bruttonationalproduktet (BNP) i det deltagende medlemsland, hvor instituttet eller selskabet er etableret, overstiger 20 procent, medmindre den samlede værdi af aktiverne er under 5 mia. euro.
  • Den kompetente nationale myndighed anser et institut for at være af stor betydning for den indenlandske økonomi.

Herudover kan ECB også på eget initiativ vurdere, at et institut er af stor betydning, hvis det har etableret bankdatterselskaber i mere end ét deltagende medlemsland, og dets grænseoverskridende aktiver eller passiver udgør en betydelig del af dets samlede aktiver eller passiver. Hvis der i forbindelse med et kreditinstitut er blevet anmodet om eller modtaget direkte offentlig finansiel støtte fra eurolandenes støttefonde - fra den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) eller den nye europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) - vil kreditinstituttet også blive anset som værende signifikant.

ECB vil under alle omstændigheder føre direkte tilsyn med de tre mest signifikante kreditinstitutter i hvert af de deltagende medlemslande, og ECB vil til en hver tid kunne overtage det konkrete tilsyn med ethvert kreditinstitut uanset størrelse.

ECB har opgjort, at der er omkring 120 banker i de 18 eurolande - svarende til 85 procent af euroområdets bankaktiver - der efter disse kriterier kan betegnes som signifikante.

Rammeforordning

ECB kan udstede forordninger, retningslinjer eller generelle instrukser mht. de nationale myndigheders tilsynsopgaver. De praktiske retningslinjer for det operationelle samarbejde mellem ECB og de nationale tilsynsmyndigheder skal fastlægges i en fælles ramme (i henhold til forordning 1024/2013 artkel 6, stk. 7), der vil blive offentliggjort af ECB senest seks måneder efter, at forordningen bag det fælles banktilsyn er trådt i kraft.

ECB indledte den 7. februar 2014 en offentlig høring om udkastet til den nævnte rammeforordning. Høringen kørte frem til den 7. marts 2014:

Selve rammeforordning fra ECB blev vedtaget den 16. april 2014:


Tilsynsbeføjelser

ECB har i forbindelse med det fælles tilsyn kompetence til at udføre følgende tilsynsopgaver i relation til alle de kreditinstitutioner, der er etableret i de deltagende medlemslande:

  • Udstedelse og fratagelse af autorisationer til kreditinstitutter (jvf. nedenfor).
  • Vurdering af ansøgninger om erhvervelse af kvalificerede kapitalandele (dvs. erhvervelser større end 10 procent af kapitalen) i kreditinstitutter.
  • Tilsyn med kreditinstitutters overholdelse af kapitalkrav, likviditetskrav, gearingsmål og grænser for store engagementer samt overvågning af offentliggørelse af oplysninger om disse forhold.
  • Tilsyn med kreditinstitutternes efterlevelse af EU-krav om solide styringsordninger, herunder krav til egnethed og hæderlighed vedrørende de personer, som er ansvarlige for forvaltningen af kreditinstitutter, risikostyringsprocedurer, interne kontrolmekanismer, aflønningspolitik og –praksis og effektive interne kapitalkravsvurderingsprocedurer.
  • Udføre tilsynskontrol og hvor det er relevant stresstests af kreditinstitutter (i koordination med EBA).
  • Varetagelse af tilsynsopgaver i forbindelse med tidlig indgriben og genopretningsplaner for kreditinstitutter som ikke opfylder eller kan forventes ikke at opfylde de gældende tilsynskrav.
  • Tilsyn på et konsolideret grundlag med kreditinstitutters moderselskaber, der er etableret i et af de deltagende medlemslande.

Hertil kommer såkaldte makroprudentielle opgaver (eksempelvis tiltag til modvirkning af systemiske risici såsom kapitalbuffere) samt administrativ sanktionering af eventuelle overtrædelser af reglerne. Det fælles banktilsyn har desuden beføjelser til at indsamle oplysninger, gennemføre nærmere undersøgelser samt foretage fysiske inspektioner.

De nationale tilsynsmyndigheder vil stadig være ansvarlige for de tilsynsopgaver, der ikke er overdraget til ECB, såsom forbrugerbeskyttelse, hvidvaskning, betalingstjenester samt afdelinger af banker fra lande uden for EU.

Tildeling og fratagelse af autorisation til at drive kreditinstitution

Det er den nationale tilsynsmyndighed, der ud fra kravene i den nationale lovgivning, indstiller en autorisation til godkendelse i ECB. Tilladelsen til autorisation anses for bevilliget medmindre ECB gør indsigelser inden for en tidsfrist på højst ti arbejdsdage. ECB gør kun indsigelser, hvis betingelserne for tilladelse ikke er opfyldte i henhold til den relevante EU-ret. En tilladelse til et kreditinstitut kan inddrages på ECB’s eget initiativ eller på initiativ af en national tilsynsmyndighed, hvis instituttet ikke opfylder kravene i den relevante EU-lovgivning.

Deltagelse

Det fælles banktilsyn er i første omgang tiltænkt de 19 eurolande, men forslaget giver mulighed for, at ikke-eurolandene kan tilslutte sig tilsynet, hvis de indgår i et såkaldt ”tæt samarbejde” mellem ECB og den kompetente nationale myndighed i det pågældende medlemsland.

Et sådant samarbejde indebærer, at tilsynet med kreditinstitutter i det pågældende medlemsland indgår i det fælles tilsyn, og at medlemslandet sikrer, at de nationale myndigheder overholder retningslinjer og anmodninger fra ECB, herunder tilvejebringer alle de informationer om kreditinstitutter i det pågældende medlemsland, som ECB måtte kræve. Den nationale lovgivning skal samtidig ændres, så det fremgår, at medlemslandet nationale tilsynsmyndigheder er forpligtet til at vedtage de foranstaltninger, som ECB anmoder om i forbindelse med medlemslandets kreditinstitutter.

ECB’s tilsynsopgaver og beføjelser med hensyn til kreditinstitutter etableret i de deltagende ikke-eurolande sker altså gennem instrukser til de nationale tilsynsmyndigheder.

Det tætte samarbejde bliver etableret ved, at ECB vedtager en afgørelse om samarbejdet, hvis de nævnte betingelser er opfyldte. Hvis ECB efterfølgende vurderer, at betingelserne ikke længere er opfyldte, kan ECB udstede en advarsel til det pågældende medlemsland om, at det tætte samarbejde vil blive suspenderet eller afsluttet, hvis der ikke bliver rettet op på manglerne inden for 15 dage. Hvis der fortsat ikke er rettet op på manglerne 15 dage efter ECB’s udstedelse af advarslen, kan ECB suspendere eller afslutte det tætte samarbejde med medlemslandet.

Det pågældende medlemsland kan også selv anmode om at ophæve det tætte samarbejde. Det kan dog tidligst ske tre år efter offentliggørelsen af ECB’s afgørelse om indgåelse af det tætte samarbejde. Et nyt tæt samarbejde kan så først indgås tre år efter afslutningen af det forrige tætte samarbejde. Det tætte samarbejde kan også opsiges fra medlemslandets side i forbindelse med uenighed om et udkast til afgørelse fra tilsynsrådet. ECB kan også vælge at afslutte det tætte samarbejde, hvis et ikke-euroland er uenig i en indsigelse fra Styrelsesrådet (jvf. næste afsnit).

Organisering

ECB’s øverste formelle organ, det såkaldte Styrelsesråd, har det ultimative ansvar for det fælles tilsyn med de kreditinstitutter, der føres direkte tilsyn med, samt for funktionen af tilsynet med alle kreditinstitutter omfattet af tilsynsmekanismen. Styrelsesrådet består af centralbankdirektørerne fra de 19 eurolande samt ECB’s direktion på seks personer, hvor medlemslande uden for euroområdet i sagens natur ikke er repræsenteret. Som nævnt har ét af de vanskelige punkter i forhandlingerne netop været at sikre de ikke-eurolande, der ønsker at deltage i det fælles tilsyn, en ligelig repræsentation.

Tilsynsrådet

Der bliver derfor oprettet et nyt organ i ECB – et såkaldt tilsynsråd – som skal stå for planlægningen og udførelsen af tilsynsopgaverne. Selve tilsynsrådet vil bestå af en formand og en næstformand, fire repræsentanter fra ECB samt et medlem fra hvert deltagende medlemslands nationale myndighed. En repræsentant fra Europa-Kommissionen kan inviteres som observatør til tilsynsrådets møder.

Tilsynsrådets afgørelser træffes som hovedregel med simpelt flertal, hvor hvert medlem har én stemme. Hvis der er stemmelighed er formandens stemme afgørende. Hvis der er tale om afgørelser i forbindelse med vedtagelse af forordninger om tilrettelæggelse eller præcisering af de nærmere ordninger for udførelse af tilsynsopgaverne, træffer tilsynsrådet afgørelsen med et kvalificeret flertal af dets medlemmer. Som en overgangsordning indtil udgangen af 2015 vil der dog både blive anvendt et simpelt flertal samt et kvalificeret flertal ved denne type afgørelser. Tilsynsrådet understøttes af et sekretariat, der bl.a. forbereder tilsynsrådets møder.

ECB indstiller en formand og næstformand for tilsynsrådet, som skal godkendes af Europa-Parlamentet, hvorefter Rådet kan vedtage en afgørelse om udnævnelse af formanden og næstformanden. Formanden skal indstilles blandt værdige personer med erfaring inden for bankvæsen og finansielle anliggender, og må ikke være medlem af ECB’s Styrelsesråd. Formanden vælges for en periode på fem år, og embedsperioden kan ikke forlænges. Næstformanden skal vælges blandt medlemmerne af ECB’s direktion og afgørelsen træffes af Rådet med kvalificeret flertal.

Som formand for tilsynsrådet i en femårig periode er valgt franskmanden Danièle Nouy og næstformanden er tyske Sabine Lautenschläger, som samtidig sidder i direktionen for ECB. Danièle Nouy tiltrådte posten som formand for tilsynsrådet den 3. januar 2014, og tilsynsrådets første møde blev afholdet den 30. januar 2014. 

Hvis det bliver vurderet, at formanden for tilsynsrådet ikke længere opfylder betingelserne for hvervet eller har begået alvorligt embedsmisbrug, kan ECB fremsætte et forslag om at fratage formanden embedet. Forslaget skal godkendes af Europa-Parlamentet og vedtages af Rådet med kvalificeret flertal. Næstformanden kan afsættes efter samme procedure. Europa-Parlamentet eller Rådet kan også selv henvende sig til ECB, hvis de finder, at betingelserne for at fratage formanden eller næstformanden embedet er opfyldt, hvilket ECB skal reagere på.

Det har i forhandlingerne været meget afgørende, at adskille ECB’s tilsynsfunktion fra ECB’s pengepolitiske rolle, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved en skarp organisatorisk adskillelse og særskilte kommunikationsveje.

De fire repræsentanter fra ECB, der er udpeget af Styrelsesrådet til tilsynsrådet, må derfor heller ikke udføre opgaver i direkte tilknytning til ECB’s pengepolitiske funktioner.

Afgørelser

Det er tilsynsrådet som udfører det forberedende arbejde i forbindelse med de tilsynsopgaver, der er overdraget til ECB. Tilsynsrådet udarbejder derfor også de udkast til afgørelser som forelægges for ECB’s Styrelsesråd til endelig godkendelse. Afgørelserne anses som vedtagne, medmindre Styrelsesrådet inden for en frist på maksimalt 10 arbejdsdage gør indsigelser. I krisesituationer kan denne frist reduceres til 48 timer. Hvis Styrelsesrådet gør indsigelser mod et udkast til afgørelse fra tilsynsrådet skal det begrunde denne indsigelse skriftligt. Tilsynsrådet kan efterfølgende ændre afgørelsen, men Styrelsesrådet kan ikke selv ændre eller fremsætte forslag til afgørelser.

Et ikke-eurolands uenighed i en afgørelse

For at sikre en ligelig behandling af de medlemslande der ikke deltager i eurosamarbejdet – og derfor ikke er repræsenteret i Styrelsesrådet – er der indført to procedurer i tilfælde af et ikke-euroland er uenig i et udkast til afgørelse fra tilsynsrådet eller en indsigelse fra Styrelsesrådet.

Hvis ikke-eurolandet er uenig i et udkast til afgørelse fra tilsynsrådet, underretter landet senest fem arbejdsdage efter modtagelsen af udkastet til afgørelse Styrelsesrådet om sin begrundede uenighed.  Styrelsesrådet skal herefter træffe afgørelse om spørgsmålet inden for fem arbejdsdage og forklare afgørelsen skriftlig for det pågældende medlemsland. Medlemslandet kan herefter anmode ECB om at afslutte det tætte samarbejde med umiddelbar virkning og vil derfor ikke være bundet af den efterfølgende afgørelse.

Hvis ikke-eurolandet er uenig i en ændring af en afgørelse som følge af en indsigelse fra Styrelsesrådet på et udkast fra tilsynsrådet, skal landet meddele det til ECB. Styrelsesrådet skal herefter inden for en frist på 30 dage udtale sig om, hvorvidt Styrelsesrådet i lyset af medlemslandets uenighed fastholder sin indsigelse eller trækker den tilbage. Hvis Styrelsesrådet fastholder sin indsigelse, kan det pågældende ikke-euroland meddele ECB, at det ikke vil være bundet af den potentielle afgørelse i forbindelse med tilsynsrådets mulige ændrede udkast til afgørelse.

ECB træffer herefter en afgørelse om, hvorvidt det tætte samarbejde med det pågældende medlemsland skal suspenderes eller afsluttes under hensyntagen til et effektivt tilsyn. I forbindelse med disse overvejelser, tager ECB bl.a. hensyn til, hvorvidt en manglende suspension eller afslutning vil kunne skade den fælles tilsynsmekanismes integritet, samt om medlemslandets egne myndigheder har truffet foranstaltninger der sikrer, at medlemslandets kreditinstitutioner ikke behandles gunstigere, og at disse foranstaltninger er lige så virkningsfulde som Styrelsesrådets afgørelse.

Styringsudvalg

Tilsynsrådet skal etablere et såkaldt styringsudvalg, der er sammensat af en mindre kreds af dets medlemmer, som skal støtte rådet i dets aktiviteter. Styringsudvalget har ikke nogen selvstændige beslutningsbeføjelser. Styringsudvalget skal bestå af højst 10 medlemmer inkl. formanden, næstformanden og én yderligere repræsentant fra ECB. Sammensætningen skal sikres en rimelig balance og rotation mellem de nationale myndigheder.

Det administrative klagenævn

Der bliver også oprettet et administrativt klagenævn i ECB, der skal sikre, at de tilsynsafgørelser ECB træffer er proceduremæssigt og materielt i overensstemmelse med dette nye regelsæt for det fælles tilsyn. Klagenævnet består af fem personer samt to suppleanter der udnævnes af ECB for en periode på fem år, som kan forlænges én gang. Nævnet træffer afgørelser med et flertal på mindst tre ud af de fem medlemmer. Klagenævnet vil kunne anvendes af enhver fysisk eller juridisk person, der ønsker en revision af en tilsynsafgørelse truffet af ECB, hvis afgørelsen er rettet til den pågældende eller berører vedkommende umiddelbart og individuelt. En anmodning om revision skal fremsendes til ECB inden for en måned efter datoen for meddelelsen af afgørelsen til den person, som fremsætter anmodningen. En anmodning om revision har ikke opsættende virkning, men Styrelsesrådet kan vælge at suspendere anvendelsen af den påklagede afgørelse.

Klagenævnet afgiver en udtalelse efter modtagelse af anmodningen om revision inden for en frist på højst to måneder efter modtagelse af anmodningen. Tilsynsrådet udarbejder herefter et nyt udkast til afgørelse under hensyntagen til klagenævnets udtalelse og forelægger straks et nyt udkast for Styrelsesrådet. Det nye udkast til afgørelse kan enten ophæve den oprindelige afgørelse, fastholde det samme indhold eller erstatte den med en ændret afgørelse. Som det gælder for andre forslag til afgørelser anses det nye forslag for vedtaget, medmindre Styrelsesrådet gør indsigelser inden for en periode på højest ti arbejdsdage.

Mæglingspanel

Endelig nedsættes der i ECB et såkaldt mæglingspanel, der skal løse uoverensstemmelser mellem de nationale tilsynsmyndigheder i de deltagende medlemslande og Styrelsesrådet i forbindelse med indsigelser fra Styrelsesrådet mod et udkast til afgørelse fra tilsynsrådet. Mæglingspanelet vil bestå af et medlem fra hvert deltagende medlemsland, som hvert medlemsland vælger blandt medlemmerne af Styrelses- og tilsynsrådet. Hvert medlem har én stemme og afgørelserne træffes med simpelt flertal.  

Parlamentarisk kontrol

ECB skal hvert år fremlægge en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet, Europa-Kommissionen og eurogruppen (finansministrene fra eurolandene) om varetagelsen af den fælles tilsynsfunktion. Formanden for ECB’s tilsynsråd kan høres af eurogruppen i tilstedeværelse af repræsentanter fra ikke-eurolandene om udførelsen af tilsynsopgaverne. Formanden kan også høres af Europa-Parlamentets relevante udvalg.

ECB skal også besvare de spørgsmål – mundtligt eller skriftligt – som Europa-Parlamentet eller eurogruppen stiller. ECB og Europa-Parlamentet skal endvidere indgå en passende ordning om de praktiske betingelser for udøvelse af demokratisk ansvarlighed og tilsyn i forbindelse med udførelse af ECB’s tilsynsopgaver. Disse ordninger omfatter bl.a. adgang til oplysninger, samarbejde i forbindelse med undersøgelser og oplysninger om proceduren for udvælgelse af formanden for tilsynsrådet.

De nationale parlamenter i deltagerlandene skal også modtage den årlige rapport fra ECB, og de har mulighed for at fremsætte deres begrundede bemærkninger til rapporten. De nationale parlamenter har også ret til at anmode ECB om skriftligt at besvare eventuelle bemærkninger eller spørgsmål vedrørende ECB’s tilsynsopgaver. Endelig kan de nationale parlamenter i de deltagende medlemslande opfordre formanden, eller et medlem af tilsynsrådet, til at udveksle synspunkter om tilsyn med kreditinstitutter i de enkelte medlemslande sammen med repræsentanter for de nationale tilynsmyndigheder.

Ikrafttrædelse

Det var oprindeligt planen, at det fælles tilsyn skulle være operationelt fra den 1. marts 2014, men i forordningen bag den fælles tilsynsmekanisme fremgår det, at ECB overtager tilsynsopgaverne 12 måneder efter forordningen er trådt i kraft. Forordningen om det fælles banktilsyn blev først formelt vedtaget af Europa-Parlamentet den 12. september og af Rådet den 15. oktober 2013.

Forordningen trådte formelt i kraft den 3. november 2013 på femtedagen efter offentliggørelsen i EU-Tidende den 29. oktober 2013. Det betyder altså, at ECB efter planen overtager tilsynsopgaverne den 3. november 2014. Der er dog mulighed for, at ECB allerede efter ikrafttrædelsen af forordningen kan varetage visse opgaver – det gælder bl.a. tilsynet med kreditinstitutter der er blevet rekapitaliseret direkte af ESM.

Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)

I tilknytning til forhandlingerne om forordningen bag det fælles banktilsyn har der også været forhandlet om en ændring af den eksisterende forordning om EBA. EBA blev oprettet i 2010 og står i dag for at udarbejde fælles regler på bankområdet samt overvåge gennemførelsen af tilsynsreglerne. Ændringen af EBA-forordningen går primært på at ændre stemmerettighederne, så det sikres, at de medlemslande der ikke deltager i det fælles tilsyn ikke kan domineres af deltagerlandene ved vedtagelse af beslutninger i EBA.

Bankunionen

Det fælles banktilsyn er første element i etableringen af en egentlig bankunion, der derudover omfatter en fælles afviklingsmekanisme for banker samt en eventuel fælles indskydergarantiordning. Næste trin i etableringen af bankunionen blev taget den 10. juli 2013, hvor Europa-Kommissionen præsenterede forslaget til en fælles bankafviklingsmekanisme. Afviklingsmekanismen vil omfatte alle banker i euroområdet samt banker i de ikke-eurolande, som vælger at deltage i bankunionen.

Ifølge Europa-Kommissionens forslag vil den fællesafviklingsmekansime være suppleret af en fælles bankafviklingsfond på 55 mia. euro finansieret af banksektoren selv. De 55 mia. euro skal dog opbygges over en periode på 10 år.

Det vil være ECB, der som tilsynsførende myndighed vil meddele, når en bank i bankunionen har alvorlige problemer og skal afvikles. Det vil dog være Europa-Kommissionen der beslutter, om og hvornår en bank skal afvikles. Det kan ske på anbefaling fra en fælles afviklingsinstans bestående af repræsentanter fra ECB, Kommissionen samt relevante nationale myndigheder, hvor banken har sit hovedsæde. Afviklingsinstansen vil også forberede bankafviklingerne og definere, hvordan en bank skal afvikles - herunder hvilken rolle afviklingsfonden skal have. Afviklingsfonden vil være under den fælles afviklingsinstans kontrol.

Det vil være de nationale afviklingsmyndigheder, der under tilsyn af den fælles afviklingsinstans, skal stå for selve afviklingen af bankerne. Ved manglende overholdelse af afviklingsplanen kan den fælles afviklingsinstans rette påbud direkte til de nødlidende banker.

Det er planen, at EU's medlemslande skal blive enige om forslaget inden årets udgang, så det kan vedtages endeligt med Europa-Parlamentet inden udløbet af dets nuværende valgperiode i maj 2014. Den fælles afviklingsmekanisme vil herefter kunne anvendes fra januar 2015.