Hjælpemenu

Hovedmenu

Om danske rejseselskabers beskrivelse af de af Israel besatte områder

Besvaret § 20-spørgsmål

Svardato: 5. februar 2015

Christian Juhl (EL): 

Mener ministeren på baggrund af danske rejseselskabers beskrivelse af de af Israel besatte områder i Golanhøjderne, Vestbredden og Østjerusalem, at der er brug for en præcisering af markedsføringslovens § 3 eller en opstramning af bestemmelsen?

Erhvervs- og Vækstminister (Henrik Sass Larsen):

Det er Forbrugerombudsmanden, der håndhæver markedsføringsloven, og derfor Forbrugerombudsmanden, som vurderer, hvorvidt konkrete markedsføringstiltag er i overensstemmelse med markedsføringslovens forbud mod vildledning i § 3.

Jeg kan dog oplyse, at regeringen i december 2014 har nedsat et udvalg, der skal foretage et gennemgribende eftersyn af markedsføringsloven. Udvalget vil i den forbindelse skulle foretage en vurdering af blandt andet markedsføringslovens § 3. Det er hensigten, at udvalget skal aflevere et udkast til en ny markedsføringslov ultimo marts 2016.

§ 3 om vildledning er i vidt omfang et udtryk for implementering af EU-retlige regler. Udformningen af bestemmelsen skal derfor være i overensstemmelse med den relevante EU-regulering på området.