Om genbehandlingen af reklameafgiftsloven
Jan E. Jørgensen (V):
Vil ministeren bekræfte, at Skatteministeriet vil overholde regeringens løfte fra regeringsgrundlaget om, at regeringen vil give »organisationer og andre høringsparter (…) ordentlig tid til at gennemgå lovforslag og udarbejde kommentarer« og at »høringssvar og et høringsnotat med ministeriets bemærkninger foreligger i god tid forud for førstebehandlingen« i relation til genbehandlingen af reklameafgiftsloven?
Skatteminister (Benny Engelbrecht):
Der er ingen ændringer i tidsplanen for, hvornår reklameafgiften træder i kraft. EU-Kommissionen godkendte den 9. juli 2014 den danske reklameafgift i henhold til statsstøttereglerne. Det forventes, at der i løbet af januar 2015 vil blive fremsat et lovforslag med de relevante mindre ændringer, således at den samlede lov kan træde i kraft den 1. juli 2015.
Det bekræftes, at forslaget til ændring af reklameafgiftsloven vil følge den almindelige proces for behandling af lovforslag, herunder at organisationer og andre høringsparter i forbindelse med høring gives en frist på fire uger for afgivelse af høringssvar. Høringssvar og Skatteministeriets kommentarer hertil oversendes hurtigst muligt herefter til Folketinget.
Der er således ingen ændringer i tidsplanen. Virksomhederne har både regnet fra vedtagelsen af den oprindelige reklameafgiftslov, Kommissionens godkendelse og høringen over ændringslovforslaget god tid til at indrette sig på den kommende lov.