Hjælpemenu

Hovedmenu

Om hjemløse hunde.

Besvaret § 20-spørgsmål

Svardato: 17. november 2014

Kenneth Kristensen Berth (DF):

Hvordan agter ministeren at rejse spørgsmålet i EU om massedrabene på hjemløse hunde i en stribe sydeuropæiske EU-lande, og hvordan mener ministeren, at Danmark vil kunne bidrage til at reducere de mange ulykkelige aflivninger af hunde?

Fødevareminister (Dan Jørgensen):

Der har i de seneste år ved flere lejligheder været fokus på spørgsmålet om, hvordan problemet med herreløse hunde bliver håndteret i visse sydeuropæiske lande. Dette har bl.a. ført til, at Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) har taget initiativ til udarbejdelse af en standard for kontrol af herreløse hunde. Heri beskrives en række muligheder for, hvordan problemet kan håndteres, herunder indfangning på en forsvarlig måde, muligheden for at finde nye hjem til hundene, og muligheden for genudsætning efter neutralisation og rabiesvaccination. OIE anfører, at aflivning alene ikke er en effektiv metode til kontrol af problemet, og at det, såfremt der sker aflivning af hundene, er vigtigt, at aflivning foretages på en dyreværnsmæssig forsvarlig måde.

OIE har derudover taget skridt til, at de kompetente myndigheder i hvert af OIE’s medlemslande udpeger en person, der skal have fokus på dyrevelfærd (animal welfare focal point). For at klæde disse personer bedst muligt på blev der i marts 2013 holdt et seminar for OIE’s europæiske region, hvor håndtering af herreløse hunde var en del af programmet.

Jeg har noteret mig, at der således er et godt redskab til rådighed for myndighederne til at håndtere en population af herreløse hunde på en dyreværnsmæssig forsvarlig måde.

Dan Jørgensen