Hjælpemenu

Hovedmenu

Om støttekroner fra EU's strukturfonde

Besvaret § 20-spørgsmål

Svardato: 14. februar 2014

Peter Skaarup (DF)

Vil udenrigsministeren gøre rede for, hvilke initiativer han agter at iværksætte, således at det fremadrettet ikke vil være muligt at få støttekroner fra EUs struktur-fonde til at flytte produktion og dermed arbejdspladser fra Danmark til et andet EU-land?

Udenrigsminister (Martin Lidegaard)

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at regeringen indtager en restriktiv holdning til statsstøtte generelt. Det omfatter også statsstøtte, der ydes med strukturfondsmidler.

Det var allerede i perioden 2007-2013 således, at Kommissionen i forbindelse med dens vurdering af større produktionsfremmende investeringsprojekter med strukturfondsstøtte skulle informeres for at afgøre, om EU-støtten fører til et betydeligt tab af arbejdspladser andre steder i EU. Dertil kommer, at mulighederne for at give statsstøtte med strukturfondsmidler under alle omstændigheder er underlagt begrænsningerne i EU's statsstøtteregler.

Det er Kommissionens ansvar at kontrollere, at statsstøtte- og strukturfondsreglerne bliver overholdt og i givet fald træffe de nødvendige foranstaltninger. Jeg har fuld tillid til, at Kommissionen foretager den nødvendige opfølgning, hvis der er handlet i strid med reglerne. Fremadrettet har Regeringen aktivt søgt at begrænse mulighederne for at give statsstøtte med strukturfondsmidler i de nu afsluttede forhandlinger om reglerne for strukturfondene i perioden 2014-2020.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at de fleste medlemslande, også de største bidragsydere, ønsker at anvende strukturfondsmidler til at fremme erhvervsudvikling og beskæftigelse, herunder i yderområder. Ikke desto mindre lykkedes det i forbindelse med forhandlingerne at få gennemført et antal begrænsninger, der indebærer, at virksomhedsstøtte som hovedregel er begrænset til små og mellemstore virksomheder. Undtagelserne vedrører især forskning, teknologisk udvikling og innovation, samt overgang til ”lav-emissionsøkonomi.”