Om opsigelse af kontrakter med G4S
Svardato: 27. november 2013
Christian Juhl (EL)
Vil ministeren sikre, at kontrakter, som ministeriet måtte have med G4S, opsiges?
Efter en større medieomtale i 2010 meddelte G4S, at de ville trække sig fra aktiviteter i Israel og Palæstina. Nu viser det sig, at G4S fastholder deres kontrakter med private og kommercielle kunder i israelske bosættelser og deres kontrakter med israelske fængsler. Det er et brud på Genèvekonventionerne, at palæstinensere holdes fængslet i Israel. Desuden holdes mange af de palæstinensiske fanger i Israel administrativt fængslet uden dom. EU har i mellemtiden strammet sanktionerne over for Israel i forbindelse med samhandel. De fortjener opbakning og konkret opfølgning. G4S laver vagt- og sikringsopgaver for staten og en del kommuner. Der er reel risiko for, at mange af disse aftaler vil blive opsagt, når kunderne får nys om G4S' engagement.
http://www.business.dk/industri/g4s-tjener-fortsat-penge-paa-vestbredden
http://www.danwatch.dk/da/artikler/g4s-vi-bliver-i-faengsler-og-bosaettelser/257
Transportminister (Pia Olsen Dyhr)
Mig bekendt har ministeriet ikke andre aftaler med G4S end aftaler indgået på baggrund af Statens Indkøbs rammeaftale om vagt og sikring, og som statslige institutioner er forpligtet til at anvende, jf. CIR 9912: Cirkulære om indkøb i staten.