Om en europapolitisk aftale

Svardato: 14. januar 2014

Lars Barfoed (KF)

Jeg vil også gerne starte med at ønske statsministeren og alle andre i salen godt nytår. Og så vil jeg sige, at jeg synes, det er modigt, grænsende til dumdristigt, af statsministeren selv at tage fat på hele spørgsmålet om velfærdsturisme i sin indledning her i dag. For vi har jo nu fået konstateret, at regeringen er dybt splittet i den sag. Økonomi- og indenrigsministeren mener overhovedet ikke, at der er noget problem med velfærdsturisme, og har afvist, at det er noget, vi skal beskæftige os med som et problem, mens europaministeren mener, at det sandelig er en sag, som vi skal følge meget nøje, fordi der kan være et problem. Og så har vi jo fået konstateret – i hvert fald i dag – at der er et flertal i det her Folketing, der mener, at regeringen administrerer reglerne om børnechecken – de værnsregler, der er lovgivning om her i Folketinget – i strid med et flertal i Folketinget. Det har vi kunnet konstatere her i dag, og jeg mener, det er en meget alvorlig sag. Det skal jeg så vende tilbage til.

Men jeg vil godt sige om velfærdsturisme, at Det Konservative Folkeparti ønsker fri bevægelighed i Europa. Det har vi gavn af, og vi har gavn af, at der kommer borgere fra andre europæiske lande hertil og bidrager til det danske samfunds udvikling. Derfor skal vi også værne om den fri bevægelighed, og vi værner altså bedst om den fri bevægelighed ved at sikre, at vi gennemfører de forandringer, der er nødvendige for at undgå urimeligheder og utilsigtede effekter af fri bevægelighed.

Derfor synes jeg, at regeringen nu burde genstarte vores forhandlinger om en europapolitisk aftale, så vi får indskrevet vores bekymring for velfærdsturisme og forpligter os til at gennemføre værnsregler, hvis det udvikler sig uhensigtsmæssigt og urimeligt. Jeg synes også, at vi skal indskrive i den aftale, at regeringen går med på det hold bestående af Storbritannien, Tyskland, Holland og Østrig, der netop vil forpligte Kommissionen til, at vi nu indretter EU-reglerne så fleksibelt, at vi kan have sådan nogle værnsregler. Vil regeringen være med på det?

Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt)

Først og fremmest er der det her spørgsmål om den måde, hvorpå vi administrerer reglerne om børnefamilieydelsen. Jeg er nødt til at sige det meget klart, og det undrer mig virkelig, at hr. Lars Barfoed er med på den der galej. Jeg troede et øjeblik, at det kun var Venstre, men det er så også Det Konservative Folkeparti. Altså, Danmark er med til at vedtage EU-lovgivning. Når Danmark er med til at vedtage en forordning, så har den faktisk direkte retsvirkning i Danmark. Det vil sige, at den enkelte borger kan støtte retskrav på en forordnings tekst. Det betyder selvfølgelig også, at vi i Danmark skal administrere i overensstemmelse med den forordning. Hr. Lars Barfoed ved jo godt, at det er sådan, det forholder sig. Han har været med til at diskutere EU i tilstrækkelig mange år til, at han ved, at det er sådan, det forholder sig.

Anbefaler hr. Lars Barfoed virkelig mig, at jeg skal administrere reglerne i strid med det, som vi kan se er lovteksten, og som danske jurister siger er lovteksten? Skal vi hellere sige til borgere, der kan støtte retskrav på den her forordning, at det kan være lige meget? Er det virkelig det, hr. Lars Barfoed anbefaler mig?

Jeg synes ikke, det klæder Det Konservative Folkeparti, for man har jo altid i Det Konservative Folkeparti ment i hvert fald to ting: Vi skal have den fri bevægelighed, vi er en del af det indre marked, og det er godt, og vi skal selvfølgelig være en retsstat. Det vil sige, at den lovgivning, vi har aftalt med andre lande, skal vi selvfølgelig overholde.

Det betyder ikke, at vi ikke vil søge at få et flertal for den måde, vi administrerer reglerne på, og det vil vi gøre fremadrettet. Men det er bare, så vi holder fast i, at der er tale om en forordning, som rent faktisk giver den enkelte borger noget at støtte direkte retskrav på. Det er derfor, at den her lovgivning er lidt anderledes end f.eks. direktiver, som skal omsættes til dansk lov. Jeg synes egentlig, det ville klæde hr. Lars Barfoed, hvis man anerkendte det. For det er jo nok det, der gør forskellen på, om man er et japarti eller et nejparti, altså at man også, når det bliver lidt svært, går ind i de diskussioner og er med til at anerkende sagernes tilstand.

Lars Barfoed (KF)

Nu startede jeg egentlig med at spørge statsministeren om det politiske omkring en europapolitisk aftale og til det, at vi i fællesskab skulle lave nogle værnsregler og også bidrage aktivt til, at der i EU-reglerne bliver mulighed for sådan nogle værnsregler. For hvis vi mener, at EU-Domstolen på nogle områder går for vidt i sin fortolkning, kan vi jo bare lave reglerne om i EU. Det er jo det, vi politikere skal gøre. Og det var det, jeg egentlig gerne ville have en diskussion med statsministeren om.

Så går jeg tilbage til det, som statsministeren af en eller anden besynderlig grund meget gerne vil diskutere, nemlig det med regeringens forvaltning af reglerne om børnecheck. Det er jo ikke noget problem at anerkende, at forordningerne forpligter og giver rettigheder direkte til borgere og virksomheder og andre. Men det, der er problemet her, er, at der ikke er nogen retsafgørelse, der fastslår, at den danske lovgivning om børnecheck og værnsregler i den forbindelse er i strid med forordningen. Det eneste grundlag for det er, at der er nogle, der har den mening. Der er nogle i Kommissionen, der har den mening, og der er nogle danske embedsmænd, der har den mening. Men der er ikke nogen retsafgørelse, der fastslår, at de danske regler i lovgivningen er i strid med forordningen. Det er det, der først og fremmest er problemet.

Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt)

Jeg har to ting. For det første vil det være udtryk for et brud i EU-politikken, hvis man altid skal sidde og vente på, at man får en dom imod sig. Det har tidligere regeringer heller ikke gjort. Det gjorde man bl.a. ikke i forbindelse med Metock-dommen. Så det vil være en nyskabelse, at vi sætter os ned og siger, at vi først ændrer tingene, når vi bliver opdaget, og når vi får en dom imod os. Det er først da, vi ændrer tingene. Sådan har det ikke været tidligere. Sådan var det i hvert fald ikke med Metock-dommen. Jeg synes, det lige er vigtigt at få med, at det ville være en nyskabelse.

For det andet – og det er vigtigt her – får hr. Lars Barfoed det til at lyde, som om Holland og Tyskland og Storbritannien alle sammen er optaget af at få ændret EU-reglerne på det her område. Jeg har ikke hørt Tyskland sige det. Den tyske europaminister var, så vidt jeg forstår, heroppe så sent som i går og sagde det stik modsatte. Så det er bare, så man ikke taler mod bedre vidende, i forhold til hvad andre lande mener i den her sag. Og jeg hører i hvert fald hverken Tyskland eller Holland for den sags skyld gå ind og sige, at de gerne vil have ændret den fri bevægelighed.

Lars Barfoed (KF)

Det er sådan, at statsministeren og regeringen i over et halvt år har kendt den holdning hos Kommissionen, at vores lovgivning skulle være i strid med forordningen. Det, en regering normalt ville gøre, ville så være at indkalde partierne og sige til partierne: Vi har fået den henvendelse. Nogle mener, at forordningen og lovgivningen i Danmark ikke er forenelige. Hvad gør vi ved det?

Så kunne vi vælge at sige, at vi laver lovgivningen om straks, for vi er alle sammen enige om, at den lov da er i strid med forordningen. Jeg skal bare gøre opmærksom på, at den lov gennemførte vi jo, vel vidende at der var sådan en forordning, fordi det var embedsværkets vurdering, at det kunne vi godt gøre. Og så skal der altså meget til, at det samme Folketing lige pludselig mener, at nu kan vi ikke gøre det.

Hvis ikke vi havde kunnet overbevise hinanden om, at lovgivningen var i strid med forordningen, så burde vi jo have sagt til Kommissionen, at det var vi ikke enige med Kommissionen i. Så kunne Kommissionen have lavet en åbningsskrivelse. Så kunne vi have taget en diskussion med Kommissionen, og så kunne vi ende med at sige til Kommissionen, at vi stadig væk ikke er enige med jer, så I må gå til EU-Domstolen, og så må EU-Domstolen afgøre, om der er den forskel. Og så skulle vi selvfølgelig rette ind, fordi vi er en retsstat.

Statsministeren (Helle Thorning-Schmidt)

Jeg skal bare gentage, at det vil være et nybrud, hvis man bare sidder og venter på, at man får en åbningsskrivelse, eller venter på, at man får en dom. Der har tidligere været eksempler, hvor man rettede ind, når hverken Kommissionens embedsmænd eller – og det er måske endnu vigtigere – vores egne embedsmænd herhjemme, bl.a. i Justitsministeriet, sagde, at vi ikke havde mulighed for at vinde en sådan sag. Hvis vi mente, der var en chance for det, ville vi selvfølgelig gå hele vejen, men det mener vi ikke der er.

Selvfølgelig skal vi etablere lovgivning på det her område, og det er også derfor, at partierne bliver indkaldt. Vi har også fortalt Folketinget det her helt tilbage i oktober, så vidt jeg husker, og selvfølgelig skal vi det.

Men det, jeg undrer mig over i den her sag, er, at Det Konservative Folkeparti nu er med på den galej, altså at vi bare skal sidde og vente på, at vi får åbningsskrivelser, skal sidde råd fra egne embedsmænd overhørigt, og at vi ikke skal rette ind, før vi får henholdsvis en åbningsskrivelse eller en dom. Det undrer mig meget, at Det Konservative Folkeparti nu har den holdning.