Om socialdemokraternes kandidat til formandsposten for Europa-Kommissionen
Svardato: 18. november 2013
Jacob Ellemann-Jensen (V)
Er statsministeren enig med de europæiske socialdemokrater i deres indstilling af
Martin Schulz som socialdemokraternes kandidat (candidate-delegate) til posten som
formand for Europa-Kommissionen?
Statsminister (Helle Thorning-Schmidt)
Regeringen tager de europæiske politiske partiers indstilling af kandidater til posten som kommissionsformand til efterretning. Spørgsmålet om udpegelsen af en ny kommissionsformand
for den kommende periode vil blive drøftet i Det Europæiske Råd i 2014. Under hensyntagen til valget til Europa-Parlamentet og efter passende høringer foreslår Det Europæiske Råd med kvalificeret flertal Europa-Parlamentet en kandidat til posten som formand for Kommissionen. Denne kandidat vælges af Europa-Parlamentet med et flertal af dets medlemmer.