Om fritids- og lystfiskeri
Svardato: 18. november 2013
Thomas Danielsen (V)
Hvad er ministerens holdning til, at fritids- og lystfiskere ifølge den nuværende lovgivning for fritids- og lystfiskeri i saltvand er afskåret fra at dyrke deres hobby og anvende ruser, selv om disse ruser er indrettet således, at ål ikke kan blive fanget i dem, og altså ikke udgør nogen trussel mod ålebestanden, hvis beskyttelse er hele formålet med den omtalte lovgivning?
Fødevareministeren (Karen Hækkerup)
Fritidsfiskere er efter min opfattelse ikke afskåret fra at udøve deres hobby. Der er blot tale om en begrænsning i fiskeri af ål med kasteruser i perioden 10. maj til 31. juli for at beskytte ålebestanden. Fritidsfiskere har i denne periode, hvor det ikke er tilladt at anvende kasteruser til fiskeri af ål, mulighed for bl.a. at anvende tejner til hummerfiskeri.
Det er vigtigt, at der bliver set på, hvad der kan gøres for at forsøge at vende den negative udvikling i den europæiske ålebestand. Danmark og de andre EU lande har vedtaget nogle regler, der skal sikre, at ålebestanden på lang sigt udvikler sig på bæredygtig vis. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi i fællesskab med de andre EU-lande bidrager til genoprettelse af ålebestanden og sammen løfter dette ansvar.
Jeg kan i øvrigt henvise til besvarelse af spørgsmål S 398 og S 399.