Om at Frankrig har mulighed for at begrænse brug af ammoniumforbindelser
Svardato: 8. oktober 2013
Per Clausen (EL)
Mener ministeren, at det styrker Frankrigs mulighed for at begrænse brugen af ammoniumforbindelser i papiruldsisolering på grund af risiko for, at stoffet udvikler ammoniak (som er ætsende) ved brand eller høj fugtighed, at Danmark har besluttet at undlade at stemme ved behandlingen af Frankrigs anmodning om at få denne mulighed ved behandlingen af denne i EU?
Miljøminister (Ida Auken)
Det hverken mindsker eller styrker Frankrigs mulighed for at begrænse brugen af ammoniumforbindelser i papiruldsisolering, at Danmark undlod at stemme ved behandlingen af Frankrigs anmodning herom i EU.
Der er efter Miljøstyrelsens vurdering ikke grundlag for, at Frankrig kan notificere et nationalt forbud i medfør af sikkerhedsklausulen i artikel 129 i REACH, hvor en øjeblikkelig indsats er vigtig for at beskytte menneskers sundhed eller miljøet, selvom REACH forordningens krav er opfyldt. Dette skyldes, at bilag XVII i REACH om begrænsninger vedrørende fremstilling, markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer, blandinger og artikler ikke indeholder en begrænsning af brugen af ammoniumforbindelser.
Det er på den baggrund Miljøstyrelsens vurdering, at de franske regler skal følge den sædvanlige procedure, som gælder for vedtagelsen af tekniske forskrifter, jf. proceduren fastlagt i direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (Informationsproceduredirektivet).