Hjælpemenu

Hovedmenu

Om biobrændsel

Besvaret § 20-spørgsmål

Thomas Danielsen (V)

"Hvad er ministerens holdning til oprettelsen af certificerede forhandler af biobrændsel?"

Klima-, energi- og bygningsminister (Rasmus Helveg Petersen)

Jeg forstår spørgsmålet sådan, at der spørges til, om jeg som minister vil arbejde for, at der oprettes en certificeringsordning for forhandlere af fast biomasse til energiproduktion.

Kriterier for bæredygtigheden af biomasse, som anvendes til energiproduktion ligger mig meget på sinde. Jeg kan oplyse, at energisektoren er i gang med at udarbejde nationale bæredygtighedskriterier for træpiller og træflis, der anvendes til el- og fjernvarmeproduktion i Danmark. Regeringen bakker op om, at der indgås en frivillig brancheaftale for nationale bæredygtighedskriterier på niveau med kravene i andre EU-lande.

Hvorvidt en brancheaftale ender med at stille certificeringskrav til forhandlerne er ikke essentielt, det er derimod vigtigt, at aftalen ender med at understøtte brugen af bæredygtig biomasse.

Såfremt der ikke indgås en frivillig brancheaftale, vil regeringen se på en model for, hvordan bæredygtighedskriterier kan indføres ved lov.