Hjælpemenu

Hovedmenu

Om personfølsomme oplysninger

Besvaret § 20-spørgsmål
Svardato: 7. august 2014

Michael Aastrup Jensen (V)

Finder ministeren, at det er Post Danmarks ansvar at gøre Sundhedsministeriet opmærksomme på en eventuel sikkerhedsrisiko ved at påføre et kampagnebillede på forsendelserne med det nye sundhedskort og derved afsløre, at kuverten indeholdt personfølsomme oplysninger, jf. Sundhedsministeriets kommentar til DR den 4. juli 2014?

Transportminister (Magnus Heunicke)

I artiklen den 4. juli 2014 fra DR’s hjemmeside om udsendelse af breve med nyt sundhedskort er der et billede af en konvolut med reklamepåtryk om ”Husk det blå kort i EU hvis uheldet er ude i ferien”.

Ud fra oplysningerne i artiklen må jeg svare benægtende på spørgsmålet. Udformningen af en reklamekampagne kan aldrig være Post Danmarks ansvar.

Hverken postloven eller den individuelle tilladelse til Post Danmark indeholder krav om – eller adgang til - at forsendelser skal screenes på forhånd.

Post Danmark må og skal ikke screene forsendelserne i forhold til påtryk af den ene eller anden art, og kan heller ikke være ansvarlig for, hvad afsenderen beslutter at trykke på sine konvolutter. Derimod har Post Danmark som befordringspligtig postvirksomhed til opgave at omdele brevene.

Selv om Post Danmark ikke kan holdes ansvarlig for, hvad der lægges i konvolutterne eller trykkes på dem, kan jeg oplyse, at Post Danmark ved udsendelsen af de nye sundhedskort netop på grund af brevenes indhold udstedte en ekstra-ordinær intern sikkerhedsinstruks til alle postbude med besked om ekstra agtpågivenhed i perioden for omdelingen. Denne oplysning signalerer efter min mening, at Post Danmark gør, hvad virksomheden kan for at sikre en forsvarlig behandling af forsendelserne, men virksomheden kan naturligvis ikke gå ud over de juridiske rammer, den virker inden for.