Hjælpemenu

Hovedmenu

Om patientmobilitetsdirektivet

Besvaret § 20-spørgsmål
Svardato: 5. august 2014

Sophie Løhde (V)

Mener ministeren, at ministeriets vejledning om mulighederne i patientmobilitetsdirektivet, som beskrives under punktet »Anden refusion af udgifter til sygehusbehandling i udlandet« i pjecen »Når du er henvist til sygehusbehandling«, giver almindelige danskere et klart overblik over deres muligheder for at modtage 90 pct. af alle ambulante behandlinger i udlandet uden ventetid?

Minister for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup)

Publikationen ”Når du er henvist til sygehus” beskriver retstilstanden for borgerne efter ikrafttræden af lov nr. 1638 af 26/12/2013, som implementerer de dele af patientmobilitetsdirektivet, der ikke allerede var gældende ret.

Publikationen giver efter min opfattelse den fornødne introduktion til de forskellige regelsæt, der gælder, og beskriver de rettigheder og valgmuligheder, som patienter har i det danske sundhedsvæsen efter den danske sundhedslovgivning, herunder regler og principper med afsæt i EU-retten. For så vidt angår muligheden for behandling i et andet EU/EØS-land giver publikationen en introduktion i muligheden for at opsøge behandling i et andet EU/EØS-land samt de betingelser, som patienten skal være opmærksom på, og henviser til nær-mere vejledning fra en patientvejleder. Det fremgår således, at patienterne har mulighed for behandling i andre EU/EØS-lande, men at der er krav om forhåndsgodkendelse ved indlæggelse og specialiseret behandling, men altså ikke ved ambulant, ikke-specialiseret behandling.

Reglerne er således retvisende beskrevet, men det kan ikke nægtes, at der er tale om et komplekst regelsæt og samspil mellem forskellige regelsæt.

Derfor understreges det også, at de patienter, som ønsker at overveje deres muligheder nærmere, med afsæt i den pågældendes behandlingsbehov og situation i øvrigt, kan få yderligere vejledning i sundhedsvæsenet fra særligt patientvejlederne, som netop har sådan vejledning som en kerneopgave og har bred erfaring hermed.