Hjælpemenu

Hovedmenu

Om revision af reglerne om koordination af sociale sikringsordninger

Besvaret § 20-spørgsmål
Svardato: 30. juni 2014

Eva Kjer Hansen (V)

Vil ministeren bekræfte, at han – som oplyst på samrådet i Europaudvalget den 28. maj 2014 – ikke forud for dette samråd har haft bilaterale kontakter til kollegaer fra andre EU-lande i relation til en fremtidig revision af reglerne om koordination af sociale sikringsordninger?

Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold (Manu Sareen)

Jeg kan bekræfte, at jeg ikke selv i mine 4 måneder som socialminister har haft kontakt til kolleger fra andre EU-lande forud for samrådet den 28. maj 2014 i relation til en fremtidig revision af reglerne om koordination af sociale sikringsordninger.

Imidlertid håndteres processen om revision af reglerne om koordination af sociale sikringsordninger af flere af regeringens ministre, og jeg kan oplyse, at regeringen har haft politiske kontakter til Europa-Kommissionen og en række andre medlemsstater om behovet for at se på EU-koordinationsreglerne for social sikring.

Jeg skulle selv have deltaget i en uformel drøftelse med en række kolleger den 18. juni 2104, men dette møde blev desværre aflyst.

Desuden har regeringen på embedsmandsniveau, herunder med deltagelse af mit ministerium, deltaget i en lang række møder med Europa- Kommissionen og andre medlemsstater om adgangen til velfærdsydelser og tilknytningsgraden til den enkelte medlemsstat for ret til ydelser.

Jeg kan på den givne foranledning oplyse, at Europa-Kommissionen tidligst forventes at fremlægge et forslag til revision af forordning 883/04 i 1. halvår 2015. Derefter kan forhandlinger om forslaget påbegyndes. Det er vurderingen, at der vil blive tale om langvarige forhandlinger.