Om abonnementsfinansiering
Svardato: 11. april 2014
Mette Bock (LA)
Finder ministeren det rimeligt, at TV2 Danmarks oprindelige anmodning i 2009 om at opnå en abonnementsfinansiering på 150 mio. kr. har resulteret i, at TV2 Danmarks abonnementsindtægter for hovedkanalen var 360,8 mio. kr. i 2012 og 436,5 mio. kr. i 2013, som oplyst i TV 2 Danmarks seneste årsregnskab?
Kirkeminister (Marianne Jelved)
De mediepolitiske ordførere for partierne bag Medieaftale 2007-2010 gav med tillægsaftalen af 9. januar 2009 deres tilslutning til, at TV 2/DANMARK A/S fra den 1. januar 2012 fik adgang til at opkræve betaling for hovedkanalen. Det lå dengang til grund for beslutningen, at opkrævningen skulle ske efter den særlige ”TV 2-alene-kort”- model, som indebar, at kun husstande, der i øvrigt abonnerer på betalings-tv, skulle betale for TV 2. Med tillægsaftalen af 11. marts 2011 besluttede aftalepartierne, med tilslutning fra Liberal Alliance, at ændre betalingsmodellen, så alle husstande, der ønsker at modtage TV 2, skal betale for kanalen.
Det fremgår ikke af aftalen fra juni 2009, at abonnementsbetaling dengang af TV 2/DANMARK A/S blev anslået at indbringe 150 mio.kr., sådan som det fremgår af spørgsmålet. Efter min opfattelse er det heller ikke afgørende. Beslutningen om at give TV 2 adgang til at opkræve abonnementsbetaling var således en principiel beslutning, der - ved at ændre forretningsmodellen for hovedkanal TV 2, så den ikke var totalt afhængig af finansiering via konjunkturfølsomme reklameindtægter - skulle bidrage til at give selskabet en bæredygtig økonomi. Beslutningen lå til grund for den omstruktureringsplan, der i februar 2009 blev sendt til EU-Kommissionen, og som Kommissionen godkendte den 20. april 2011, efter ovennævnte ændring af betalingsmodellen.
Jeg har på baggrund heraf som udgangspunkt ikke nogen bemærkninger til, at provenuet fra opkrævning af abonnementsbetaling for TV 2 kan afvige fra, hvad der måtte have været forventningen i 2009, da den oprindelige aftale blev indgået. De mediepolitiske ordførere for medieaftalepartierne har i øvrigt på baggrund af regnskaberne for 2010, 2011 og 2012 som forudsat i aftalen drøftet udviklingen i TV 2/DANMARK A/S’ økonomi. Det er sket på møder, hvor TV 2/DANMARK har redegjort for udviklingen i selskabets økonomi, herunder provenuet fra abonnementsbetaling. Jeg skal afslutningsvis tilføje, at de indtægter fra abonnementsbetaling i 2012 og 2013, der refereres til i spørgsmålet, så vidt jeg er orienteret, ikke alene stammer fra hovedkanalen TV 2, men også fra streamingtjenesten TV 2 Play.