Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Danmarks EU-bidrag

Besvaret § 20-spørgsmål (S 303)

Svardato: 30. oktober 2012

Dennis Flydtkjær (DF)

Tror ministeren, at det er realistisk, at Danmark får en reel rabat på en 1 mia. kr. i EU-bidrag, så Danmarks bidrag falder i forhold til året før, eller kommer Danmarks bidrag i stedet til at stige i perioden 2013-2020?

Finansministeren (Bjarne Corydon)

Danmarks EU-bidrag afhænger af størrelsen på EU’s budget samt af Danmarks finansieringsandel heraf. Regeringen arbejder på at nedbringe begge dele.

Danmark betaler i dag et uforholdsmæssigt højt bidrag til EU’s budget i forhold til sammenlignelige lande. Det skyldes ikke mindst, at Danmark i høj grad betaler til at finansiere andre velhavende landes rabatter. Det er udtryk for en negativ særbehandling af Danmark, som ikke er acceptabel. Regeringen lægger derfor afgørende vægt på, at Danmark opnår en korrektion af sit EU-bidrag på 1 mia. kr. årligt på indtægtssiden fra 2014 og fremefter.

Provenuet fra korrektionen indgår som finansiering i skattereformen. Det siger sig selv, at når vi har anvendt en dansk rabat som finansiering i skattereformen, så er det fordi, at vi er overbeviste om, at det er realistisk. Det sender selvfølgelig også et klart signal om, at vi mener kravet meget alvorligt. Der skal samtidig ikke være tvivl om, at der er behov for en fortsat stærk forhandlingsindsats helt frem til målstregen.

For så vidt angår udgiftssiden lægger regeringen betydelig vægt på, at EU’s budget afspejler, at medlemslandene for øjeblikket gennemfører betydelige bestræbelser på at konsolidere deres offentlige finanser. Regeringen arbejder derfor for en betydelig reduktion i forhold til Kommissionens forslag. Regeringen lægger endvidere vægt på en så høj grad af modernisering af EU’s budget som muligt gennem reelle omprioriteringer i retning af de mest vækst- og beskæftigelsesfremmende politikker.