Om udskrivning af bredsprektret antibiotika til børn
Svardato: 17. oktober 2012
Liselott Blixt (DF)Agter ministeren at tage initiativ til at få ændret praksis hos lægerne, så læger ikke udskriver bredspektret antibiotika til børn i vuggestuealderen i stedet for det mildere og bedre smalspektrede Primcillin?
Ministeren for sundhed og forebyggelse (Astrid Krag)
Hvis vi vil kunne behandle bakterieinfektioner i fremtiden, er det afgørende, at lægerne ordinerer det antibiotikum, der passer til bakterierne, sådan at vi sparer de stærkeste antibiotika til de mest modstandsdygtige bakterier. Det gælder naturligvis også for vuggestuebørn.
For at understøtte lægernes ordination af antibiotika, arbejder Sundhedsstyrelsen i øjeblikket på en vejledning om rationel ordination af antibiotika, der har til formål at tilskynde, at lægerne udskriver så smalspektret antibiotika som muligt. Det forventes, at vejledningen udsendes til lægerne i løbet af efteråret.
Samtidig er jeg af den opfattelse, at hvis vi skal ændre lægernes ordinationsmønster, så kræver det et holdningsskifte både blandt læger og befolkningen. For at sætte fokus på antibiotika, har jeg besluttet at markere den Europæiske Antibiotikadag den 18. november 2012. Det sker i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut, Lægeforeningen og Dansk Selskab for Almen Medicin.
Dagen markeres under overskriften: ”Mange infektioner går over af sig selv uden brug af antibiotika”, og der vil blive sat fokus på korrekt anvendelse af antibiotika. Blandt andet lanceres af en ny borgerrettet hjemmeside, ligesom jeg har planer om at skrive et brev til de praktiserende læger, der indeholder en plakat med information om antibiotika, som er tiltænkt lægehusenes venteværelser.
Med initiativet håber jeg, at vi kan medvirke til at skabe fokus på korrekt anvendelse af antibiotika, så vi sikrer, at vi også vil være i stand til at kunne behandle med antibiotika i fremtiden.
På EU-plan har jeg under det danske formandskab været med til at få vedtaget nogle fælles europæiske rådskonklusioner, som vil skærpe alle EUlandenes fokus på resistensproblematikken.