Om optjeningsprincip vedrørende folkepension
Svardato: 24. juni 2013
Dennis Flydtkjær (DF):
Kan ministeren garantere, at EU ikke også underkender det danske optjeningsprincip vedrørende folkepension, når man underkender det vedrørende børneydelse?
Social- og integrationsministeren (Karen Hækkerup):
Sociale pensioner – herunder folkepension – optjenes på baggrund af princippet om en forholdsmæssig fordeling baseret på de forskellige optjeningsperioder i forordning (EF) nr. 883/04 af 29. april 2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger.
Det indebærer, at pensioner optjenes gradvist og sammenstykkes i overensstemmelse med tilbagelagte perioder i de enkelte medlemsstater. Det er således princippet, at man får såkaldt ”brøkpension” fra alle de medlemsstater, hvori der er optjent ret.
Det danske optjeningsprincip for folkepension bygger på gældende EU-ret. Ordningen påvirkes derfor ikke af EU-Kommissionens henvendelse vedrørende børne- og ungeydelsen.