Om fængslede terrorister
Svardato: 15. april 2013
Søren Espersen (DF)
Kan udenrigsministeren bekræfte en udtalelse fra en hustru til en fængslet palæstinensisk terrorist, hvori hun siger, at det Palæstinensiske Selvstyre udbetaler penge til fængslede terrorister, hvilket logisk set betyder, at Danmark og EU støtter fængslede terrorister økonomisk - som det fremgår af dette link pmw@palwatch.ccsend.com?
Udenrigsministeren (Villy Søvndal)
Udenrigsministeriet har ikke mulighed for at bekræfte den specifikke udtalelse, der refereres til med det medsendte link til Palestinian Media Watch. Generelt kan der henvises til besvarelsen af 22.8.2011 af URU 229. Det fremgår heraf, at EU støtter det palæstinensiske selvstyre dels via budgetstøtte, dels via en række bistandsinvesteringer og -projekter. Særligt budgetstøtten har til formål at sikre den selvstyrets mulighed for at udbyde en lang række basale serviceydelser til palæstinensere på Vestbredden og i Gaza. EU-støtten til selvstyrets generelle budget anvendes primært til månedlige overførsler til lønninger og pensioner til offentligt ansatte, pensionister og udsatte palæstinensiske familier på Vestbredden og i Gaza. EU-støtten til udsatte palæstinensiske familier er betinget af den enkelte families økonomiske situation, og modtagere screenes grundigt, blandt andet på baggrund af internationale sanktionslister.Selvstyret udbetaler desuden forskellige overførselsindkomster uden om EU’s budgetstøtte, herunder til støtte for familier til palæstinensere, der afsoner fængselsdomme i israelske fængsler eller er administrativt tilbageholdte. Ifølge selvstyret tildeles sådanne overførselsindkomster i relation til dommens længde og ikke dens karakter.