Hjælpemenu

Hovedmenu

Om hormonforstyrrende stoffer i fødevarer

Besvaret § 20-spørgsmål (S 1614)

Svardato: 17. april 2013

Per Clausen (EL)

Vil ministeren tage initiativ til at forbyde hormonforstyrrende stoffer i fødevarer?

Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Mette Gjerskov)

Hormonforstyrrende stoffer i vores fødevarer er noget, der optager og bekymrer mig meget.

I dag er der ikke fælles kriterier i EU for, hvornår et stof anses for at være hormonforstyrrende. Der er arbejde i gang, både i Danmark og i EU, for at opstille entydige kriterier for, hvornår stoffer er hormonforstyrrende og hvordan dette skal indgå i risikovurderingerne. Kortlægning og definition af hormonforstyrrende stoffer hører overordnet under Miljøministeriets ressort, mens regulering af eksponeringen fra fødevarer er Fødevareministeriets område.

I første halvår af 2013 forventes EU Kommissionen at fremlægge en ny revideret EU-strategi for
hormonforstyrrende stoffer samt nye kriterier for definition/identifikation af hormonforstyrrende stoffer.

Hormonforstyrrende stoffer skal reguleres under de forskellige EU-lovgivninger, navnlig vedrørende godkendelse af sprøjtegift, men kriterierne vil også kunne bruges til identifikation af hormonforstyrrende stoffer under andre områder, herunder fødevarelovgivningen.

Jeg ser frem til, at arbejdet i EU kommer et skridt nærmere en model for risikovurdering og håndtering af hormonforstyrrende stoffer – også når det gælder stoffernes sundhedsmæssige effekter i kombination. Hvis der er stoffer, som med sikkerhed kan påvises at være hormonforstyrrende i de mængder, som vi udsættes for gennem fødevarer, vil jeg presse på for regulering eller forbud på EU plan og, om nødvendigt, overveje mulighederne for at gå foran med national lovgivning.