Hjælpemenu

Hovedmenu

Om de såkaldte miljøfokusområder

Besvaret § 20-spørgsmål (S 1432)

Svardato: 22. marts 2013

Esben Lunde Larsen (V)

Hvad er ministerens holdning til, at de grønne krav, de såkaldte miljøfokusområder, i EU's landbrugsreform formentlig kommer til at begynde på tre pct. i stedet for syv, og hvad er ministerens holdning til mulige ækvivalente tiltag, som giver mindst lige så god miljøeffekt?

Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri  (Mette Gjerskov) 

Fra dansk side ønskes en grønnere landbrugsreform, og derfor er der også blevet arbejdet for, at miljøfokusområderne skulle fastsættes til syv pct. af landbrugsarealet. Det har der dog ikke været opbakning til i Rådet, men på rådsmødet d. 18.-19. marts kunne der trods alt opnås enighed om fem pct.miljøfokusarealer. Kommissionen skal senest d. 31. marts 2017 fremlægge en evalueringsrapport samt eventuelt et forslag, hvorpå Rådet og Europa-Parlamentet kan beslutte at hæve procentsatsen for miljøfokusområder til syv pct. i 2018.

Grundlæggende er jeg positivt indstillet overfor mulige ækvivalente tiltag som en del af landbrugsreformen, herunder nationale miljøkrav. Det er ligeledes positivt, at medlemsstaterne ventes at få mulighed for at implementere halvdelen af kravet om miljøfokusområder via regionale tiltag.