Om at ophæve det pointsystem, der blev indført af EU for at ramme illegalt og ulovligt fiskeri
Svardato: 3. april 2013
Esben Lunde Larsen (V):
Hvad er ministerens holdning til at ophæve det pointsystem, der blev indført af EU for at ramme illegalt og ulovligt fiskeri?
Fødevareministeren (Mette Gjerskov):
Pointsystemet er et administrativt sanktionssystem, der er indført som et supplement til de nationale sanktionssystemer. Pointsystemet har til formål at ramme de former for adfærd, som forårsager de alvorligste skader på havmiljøet og på fiskebestandenes bæredygtighed. Regelsættet sikrer lovlydige fiskere ensartede konkurrencevilkår uden ulige konkurrence fra fiskere, der overtræder reglerne.
Jeg finder, at formålet og hensigten med pointsystemet er meget væsentligt. At der har været bred politisk opbakning om en stærk indsats på dette felt blev i sin tid også afspejlet, da Folketingets Europaudvalg fik forelagt forhandlingsoplæg vedrørende kontrolforordningen i oktober 2009. Efterfølgende stemte et bredt flertal i Folketinget, inkl. Venstre, for ændringen af fiskeriloven tilbage i 2012 som også omfattede pointsystemet.
Pointsystemet skal anvendes ensartet i alle medlemsstater. Der er på EU-plan fokus på dette spørgsmål, herunder at pointtildelingerne i de enkelte medlemslande foregår ensartet. Fra dansk side har man ved flere lejligheder overfor Kommissionen indikeret behovet for at sikre en sådan ensartethed, og fra dansk side vil man fortsat følge udviklingen nøje.
Såvel EU-Kommissionen som EU’s Fiskerikontrolagentur (EFCA) er indstillet på at have løbende fokus på denne harmonisering og koordinering og drøfter spørgsmålet løbende.
Hvis pointsystemet ikke tages i brug i en medlemsstat, vil Kommissionen indbringe den pågældende medlemsstat for EU-Domstolen.