Hjælpemenu

Hovedmenu

Om strengere regler for cookie-implementering

Besvaret § 20-spørgsmål (S 1324)

Svardato: 15. marts 2013

Michael Aastrup Jensen (V)

Hvilken betydning vil de strengere regler for cookie-implementering have online for danske virksomheder i forhold til hollandske?

Erhvervs- og Vækstministeren (Anette Vilhelmsen)

Jeg forstår dit spørgsmål således, at du ønsker svar på, hvilken betydning strengere regler for cookie-implementering i Danmark vil have for de danske virksomheder online, i forhold til hollandske virksomheder.

Indledningsvist vil jeg anføre, at den nuværende hollandske implementering og håndhævelse af samtykkekravet i cookiereglerne efter Erhvervsstyrelsens vurdering er strengere end i de øvrige EU medlemslande, herunder Danmark. Bl.a. kræver man i Holland eksplicit samtykke samtidig med, at der opstilles en formodningsregel for, at data indsamlet ved visse cookies pr. definition er persondata, med mindre afsenderen af cookien kan bevise det modsatte. Dette er ikke er tilfældet i Danmark, der anerkender samtykke ved en aktiv handling, og hvor persondataspørgsmålet beror på en konkret vurdering efter reglerne i Persondataloven og ikke efter cookiereglerne. 

Som anført i mit svar på spørgsmål S 1323 er vi imidlertid fra dansk side opmærksomme på den debat, der lige nu foregår i det hollandske parlament omkring mulige lempelser af de gældende hollandske cookieregler. Som jeg også anfører i svaret, er der endnu ikke fremsat konkrete lovforslag, og jeg har derfor ikke mulighed for at vurdere eventuelle hollandske tiltag. 

Der er også fra dansk side stor fokus på implementering og håndhævelse af cookiereglerne i de øvrige medlemslande, idet regeringen lægger vægt på, at Danmark ikke håndhæver reglerne strengere end i de andre EU-lande. 

Netop for at sikre dette er Erhvervsstyrelsen i tæt dialog med både EU Kommissionen og andre medlemslande om fortolkningen af cookiereglerne og tilrettelæggelsen af de nationale tilsyn.