Om kritik overfor Tyrkiet
Svardato: 4. marts 2013
Nikolaj Villumsen (EL)
Er udenrigsministeren enig i den amerikanske ambassadør i Tyrkiet, Francis J. Ricciardones, udtalelser i Politiken den 24. februar 2013, og vil udenrigsministeren rejse en lignende kritik overfor Tyrkiet?
Udenrigsministeren (Villy Søvndal)
Regeringen tillægger menneskerettighederne, herunder forholdene for varetægtsfængslede, stor betydning og følger løbende situationen i Tyrkiet.
Også i Tyrkiet er der opmærksomhed omkring problemer vedrørende varetægtsfængslinger. Jeg har i den forbindelse noteret mig arbejdet med den såkaldt 4. juridiske reformpakke, som efter det oplyste, vil adressere problemet. Lovpakken har været under lang forberedelse og afventer endelig godkendelse før den fremlægges i parlamentet.
EU-kommissionen overvåger som led i tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet nøje, hvorvidt Tyrkiet overholder de standarder og principper om demokrati, retsstat, menneskerettigheder og respekt for beskyttelse af minoriteter, der er omfattet af de såkaldte Københavnskriterier.
I sin seneste fremskridtsrapport om Tyrkiet fra 10. oktober 2012 konkluderer EUKommissionen, at der fortsat er udeståender på området for retssikkerhed. Blandt andet bemærker Kommissionen, at der er problemer vedr. lange varetægtsfængslinger, bredt og uklart definerede sigtelser og retten til forsvar. Det er også budskaber, der blev sendt i forbindelse med EU-Ministerrådets vedtagelse af konklusioner om Tyrkiet i december 2012.
Også gennem den politiske dialog med Tyrkiet fremhæver EU og den danske regering løbende, at det er vigtigt at Tyrkiet udviser respekt for menneskerettighederne, herunder grundlæggende retsstatsprincipper.