Om CO2-kvoter
Svardato: 27. februar 2013
Per Clausen (EL)
Vil ministeren som et led i at sikre højere priser på CO2-kvoter støtte Kommissionens forslag om at trække en større portion CO2-kvoter tilbage fra markedet?
Klima-, energi- og bygningsminister (Martin Lidegaard)
Regeringen støtter et skærpet reduktionsmål for CO2 i EU allerede i 2020. Derfor vil regeringen arbejde for permanent annullering af overskydende kvoter. Kommissionens forslag om midlertidig tilbagetrækning af kvoter – den såkaldte backloading – kan betragtes som et første skridt i retning af en strukturel reform af kvotemarkedet. Regeringen vil på linje med den britiske og franske tilgang betinge støtten til Kommissionens forslag af, at det ledsages af en køreplan for strukturelle reformer af kvotemarkedet.