Om kreditpakken
Svardato: 13. december 2012
Kim Andersen (V):
Vil ministeren bekræfte, at kreditpakken, der blev offentliggjort af ministeren den 30. november 2012, henvender sig til landbrug, gartneri og fiskeri på lige fod med andre erhverv for såvel primærproduktion som på virksomhedsniveau, og i hvilket omfang kan kreditpakken anvendes af de nævnte virksomheder?
Erhvervs- og vækstministeren (Annette Vilhelmsen):
Kreditpakken består af efterstillede lån, vækstgarantier og små vækstkautioner, som administreres via Vækstfonden, samt garantier for investeringslån til danske virksomheders produktionsfaciliteter via Eksport Kredit Fonden. Samlet set styrker initiativerne i kreditpakken især små og mellemstore danske virksomheders finansieringsmuligheder med over 12 mia. kr. frem til udgangen af 2015. Finansieringsinitiativerne i kreditpakken er ikke målrettet afgrænsende brancher, men skal styrke virksomhedernes vækst, udvikling og jobskabelse bredt.
Hvad angår initiativerne i regi af Vækstfonden, kan de efterstillede lån og vækstgarantierne anvendes af landbrug, gartneri og fiskeri på lige fod med andre erhverv. Det gælder såvel primærproduktion som forarbejdningsvirksomhed.
Hvad angår de små vækstkautioner, er der behov for at EU-notificere ordningen. Dette arbejde er igangsat og forventes ikke at give problemer, idet de små vækstkautioners struktur ligger i forlængelse af de eksisterende kautionsordninger, der er notificeret.
Derudover gælder der for landbrugets og gartneriers anvendelse af de nye små vækstkautioner samme begrænsninger, der er fastsat af EU, som for de hidtidige vækstkautionsordninger. Der kan fx gives kautioner til finansiering af køb af fast ejendom og ejerskifte, samt til udgifter til køb af driftsinventar, maskiner, it og udstyr mv.
Endvidere gælder der i forhold til brugen af de små vækstkautioner som hidtil nogle helt særlige EU-regler i forhold til fiskeri. Vækstfonden kan fx ikke stille vækstkaution for udgifter ved ejerskifte af virksomheder inden for fiskeri, forarbejdning af fiskevarer og akvakultur.
I forhold til i hvilket omfang initiativerne i kreditpakken i regi af Vækstfonden kan anvendes af landbrug, gartneri og fiskeri gælder det med ovennævnte forbehold, at:
-
Vækstfonden vil kunne tilbyde efterstillede lån på minimum 2 mio. kr.
-
Vækstfonden vil kunne tilbyde vækstgarantier over 2 mio. kr. i samarbejde
med pengeinstitutter. -
Vækstfonden vil kunne tilbyde små vækstkautioner for lån op til 2 mio.
kr.
Hvad angår Eksport Kredit Fondens garantiprodukt, er dette ikke tiltænkt landbrugets, gartneriers eller fiskeriets primærproduktion til eksport. Herudover gælder der særlige regler for eksportrelateret støtte til forarbejdningsvirksomheder relateret til de primære erhverv. Erhvervs- og vækstministeriet har i samarbejde med EKF igangsat en undersøgelse af, i hvilket omfang virksomheder, der forarbejder landbrugs- og fiskeriprodukter til eksport, inden for rammerne af EU’s regler vil kunne modtage garantier efter den nye ordning.