Om sukkerholdige produkter tilsat farvestoffer
Svardato: 11. november 2011
Mads Rørvig (V)
Mener ministeren, at slik og andre sukkerholdige produkter tilsat farvestoffer, indkøbt i butikker i Tyskland, er lige så sunde/usunde som lignende produkter indkøbt i danske butikker, jf. oplysninger på Politikens mobilsite, den 20. december 2008, om, at de omdiskuterede azofarvestoffer først vil blive udfaset i Tyskland i løbet af »de kommende år«?
Fødevareministeren (Mette Gjerskov)
Farvestoffer til brug i fødevarer, herunder slik og andre sukkerholdige produkter, er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer og er godkendt på baggrund af en risikovurdering fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA). Da der er tale om et EU reguleret område, er der ikke forskel på, hvad der er tilladt i Danmark og i Tyskland. Endvidere fastsætter forordningen om fødevaretilsætningsstoffer, at produkter, som indeholder azofarvestoffer (E 102, E 104, E 110, E 122, E 124, E 129), skal mærkes med teksten "Kan have en negativ indvirkning på børns aktivitet og koncentrationsevne”.
Selvom der er tale om tilladte farvestoffer, glæder jeg mig over, at erhvervet i Danmark undlader eller begrænser anvendelsen af disse farvestoffer. Hvorvidt producenter i andre lande, som for eksempel Tyskland, følger trop, vil tiden vise. Den lovpligtige advarselsmærkning sikrer imidlertid, at forbrugerne oplyses om indholdet af azofarvestoffer og dermed har mulighed for at foretage et fravalg.
Helt generelt kan slikprodukter med et højt sukkerindhold ikke betragtes som sunde, hvad enten de er tilsat farvestoffer eller ej.