Hjælpemenu

Hovedmenu

Om kvindelige bestyrelsesmedlemmer

Besvaret § 20-spørgsmål (S 4038)

Svardato: 5. oktober 2012

Fatma Øktem (V)

Hvad er ministerens holdning til, at EU-Kommissær Viviane Reding ifølge avisen Welt am Sonntag lægger op til, at kvinder skal udgøre 40 procent af bestyrelsesmedlemmerne i børsnoterede virksomheder fra januar 2020?

Ministeren for ligestilling og kirke (Manu Sareen)

Jeg er enig med kommissær Viviane Reding i, at vi skal stræbe efter, at der kommer en mere ligelig kønsfordeling i virksomhedernes bestyrelser. Men den danske regering mener ikke, at dette skal ske ved hjælp af kvoter, hverken på nationalt eller på EU-niveau.

I forbindelse med udarbejdelsen af den danske model for flere kvinder i ledelse, har det været vigtigt for regeringen at finde en løsning, hvor vi respekterer virksomhedernes ledelsesret, og som giver fleksibilitet til virksomhederne. Det, tror vi på, vil give reelle fremskridt i andelen af kvinder i bestyrelser og ledelse generelt.

Regeringen har den 3. oktober 2012 fremsat lovforslag, der bl.a. forpligter de 1100 største virksomheder samt de statslige virksomheder og institutioner til at fastsætte måltal for antallet af det underrepræsenterede køn i bestyrelsen, samt udarbejde en politik for at øge antallet af det underrepræsenterede køn i virksomhedens ledelsesniveauer generelt.

Jeg har sammen med erhvervs- og vækstministeren sendt et brev til kommissær Reding og kommissær Barnier, hvor vi gør opmærksom på, at vi mener, at den danske model for flere kvinder i ledelse er bedre til at skabe fremdrift i anden af kvinder i bestyrelser mv. I brevet har vi også gjort det klart, at vi ikke kan støtte kvoter på EU-niveau.

Dette brev er den 20. september 2012 blevet sendt til Ligestillingsudvalget til orientering.