Om gældsætning af Danmark

Svardato: 7. november 2011

Kristian Jensen (V)

Hvad forstår ministeren ved ”en bred sikkerhedsafstand til kravene i EU’s Stabilitets- og Vækstpagt”, sådan som det er formuleret i regeringsgrundlaget, herunder om ministeren er enig i, at det med den formulering vil være mulighed for, at regeringen uden at bryde sit regeringsgrundlag kan gennemføre en massiv gældsætning af Danmark?

Finansministeren (Bjarne Corydon)

Målsætningen om en ”bred sikkerhedsafstand” til gældsgrænsen i EU’s Stabilitets og Vækstpagt på 60 pct. af BNP er et af de ni ambitiøse mål for dansk økonomi, som regeringen har sat for en kommende, ny økonomisk 2020-plan, jf. ”Et Danmark,der står sammen”.

De ni mål omfatter blandt andet den tidligere regerings mål om, at den strukturelle saldo i 2020 mindst skal være i balance, at henstillingen fra EU om en strukturel forbedring af den offentlige saldo med 1½ pct. af BNP i 2011-13 skal efterleves, samt at holdbarhedsindikatoren altid skal være (mindst) positiv.

Målsætningen om en sikkerhedsafstand til EU-grænsen er således en eksplicit tilføjelse i forhold til den tidligere regerings mål, som understøtter en ansvarlig linje i finanspolitikken. Målsætningen om en sikkerhedsafstand til EU-kravet skal således ses i lyset af, at det er afgørende for dansk økonomi, at der er tillid til økonomien og den førte økonomiske politik på de finansielle markeder. Sikkerhedsafstanden skal blandt andet bidrage til at sikre, at Danmark overholder EU-grænsen, selv i tilfælde af uforudsete tilbageslag eller finansieringsbehov i forhold til sikring af finansiel stabilitet.

Regeringen har ikke sat en fast grænse for, hvor stor sikkerhedsafstanden skal være. I Danmark er der tradition for – herunder i 2015-planen og Reformpakke 2020 – at de centrale overordnede mål for finanspolitikken vedrører den strukturelle saldo og finanspolitisk holdbarhed, dvs. størrelser der som udgangspunkt er upåvirket af konjunkturforhold. Et fast gældsmål ville derimod risikere at trække i retning af konjunktur-destabiliserende politik. Når konjunkturerne er dårligere end ventet, vil opfyldelse af et gældsmål således kræve finanspolitiske stramninger, der forstærker lavkonjunkturen. Og når konjunkturerne er bedre, vil gældsmålsætningen kunne opfyldes med en lempeligere finanspolitik. Et fast gældsmål ville dermed også være mindst disciplinerende under en højkonjunktur, hvor der er størst behov for en tilbageholdende linje i finanspolitikken.