Hjælpemenu

Hovedmenu

Om forslag til ophævelse af antennetvang

Besvaret § 20-spørgsmål (S 2750)

Svardato: 30. marts 2012

Torsten Schack Pedersen (V)

Mener ministeren, at forslaget om først at fjerne tvangstilslutning til fællesantenneanlæg i 2016 er i fuld overensstemmelse med EUlovgivningen?

Miljøministeren (Ida Auken)

Kommissionen åbnede i februar 2011 en Pilot-sag vedrørende tilslutningspligten til fællesantenneanlæg med henblik på at få indblik i den danske regulering heraf.

Naturstyrelsen har efterfølgende været i løbende dialog med Kommissionen, som er blevet informeret om den vedtagne ændring af planloven i maj 2011, som ophævede muligheden for at fastsætte krav om tilslutningspligt til fællesantenneanlæg i nye lokalplaner, ligesom Kommissionen senest i januar 2012 er blevet informeret om den tværministerielle arbejdsgruppes indstilling om, at planloven ændres med henblik på ophævelse af gældende bestemmelser i ældre lokalplaner mv. om tilslutningspligt til fællesantenneanlæg med en overgangsordning på 3 år efter en lovændrings ikrafttræden.

Jeg er ikke bekendt med, at Kommissionen siden februar 2011 skulle have åbnet yderligere sager om spørgsmålet eller i øvrigt stillet spørgsmålstegn ved, om den foreslåede overgangsordning er i overensstemmelse med EUretten.

Jeg kan oplyse, at jeg forventer at fremsætte forslag til ændring af planloven ved først kommende lejlighed i folketingsåret 2012-2013 med henblik på at følge op på arbejdsgruppens anbefalinger.