Om NOx afgiften ikke strider mod EU´s Energibeskatningsdirektiv
Svardato: 16. marts 2012
Jacob Jensen (V)
Er det ministerens opfattelse, at regeringens opkrævning af NOx afgiften ikke strider mod EU’s Energibeskatningsdirektiv i forhold til raffinaderier og fremstilling af energiprodukter?
Skatteministeren (Thor Möger Pedersen)
NOx afgiften blev vedtaget i 2008 og indført med virkning fra 1. januar 2010 af den tidligere regering. I 2008 tilkendegav den daværende skatteminister, Kristian Jensen (V), at NOx afgiftslovens regler for raffinaderier ikke var i strid med energibeskatningsdirektivet. Det gjorde han overfor SAU som en kommentar til et supplerende høringssvar fra Oliebranchens Fællesrepræsentation vedrørende indførelsen af NOx afgiften. Denne kommentar fremgår af bilag 8 til L 169 Forslag til lov om afgift af kvælstofoxider, som blev fremsat den 28. marts 2008.
Som den daværende skatteminister redegjorde for i ovennævnte kommentar, er NOx afgiftens hovedprincip, at den er en afgift på udledningen af NOx til luften og ikke en afgift på forbruget af energiprodukter.
For en række nærmere angivne anlæg er der fastsat pligt til at måle udledningen. Andre anlæg kan vælge at måle deres udledninger. Den registrerede mængde på baggrund af disse målinger danner grundlag for beregning af den afgiftspligtige mængde og betaling af afgiften.
Denne beskatning af de målte udledninger er ikke er omfattet af reglerne i EU's energibeskatningsdirektiv.
Hvor der ikke foretages målinger af udledninger af NOx, opkræves der NOx afgift af brændselsforbruget ud fra typiske eller gennemsnitlige udledninger pr. energienhed. For disse tilfælde, hvor den afgiftspligtige mængde opgøres efter brændselsforbruget - og ikke efter de registrerede målinger af udledningen - gælder reglerne i energibeskatningsdirektivet.
Direktivets artikel 21, stk. 3, angiver bl.a., at forbrug af brændsler på et område, der tilhører en virksomhed, der fremstiller energiprodukter, ikke betragtes som afgiftspligtigt, hvis forbruget består af brændsler, der produceres på virksomhedens område. Denne fritagelse omfatter raffinaderier, der ikke foretager målinger af udledninger af NOx. Fritagelsen er implementeret i NOx-afgiftslovens § 8, stk. 4.På den baggrund er det opfattelsen, at opkrævningen af NOx-afgift ikke er i strid med energibeskatningsdirektivet i forhold til raffinaderier og fremstilling af energiprodukter.