Om recession og stigende arbejdsløshed i EU
Svardato: 16. marts 2012
Per Clausen (EL)
Mener ministeren, at det er rimeligt og hensigtsmæssigt, at 80 mia. kr. ligger passivt hen i EU's strukturfonde, mens EU's medlemslande rammes af recession og stigende arbejdsløshed?
Europaministeren (Nicolai Wammen)
Kommissionen har oplyst, at der ved udgangen af 2011 var ikke-allokerede midler for 82 mia. euro under EU’s samhørighedspolitik. Dette svarer til 24 pct. af den samlede ramme på 347 mia. euro for perioden 2007 til 2013. Disse midler ligger dog ikke passivt hen, men er en konsekvens af den løbende programmering af samhørighedspolitikken. Beløbets størrelse forklares med udvidelsen med Rumænien og Bulgarien samt med forsinkelser i implementeringen i samhørighedspolitikken i 2007 og 2008 som følge af den sene vedtagelse af samhørighedsforordningerne i 2006. Midlerne vil skulle allokeres frem til udgangen af 2013 og komme til udbetaling frem til udgangen af 2016.
Som bekendt sigter den europæiske samhørighedspolitik på at opnå en harmonisk udvikling i hele EU gennem langsigtet fremme af vækst og beskæftigelse. Dette begrænser mulighederne for at anvende samhørighedspolitikken til at løse kortfristede konjunktur- og beskæftigelsesproblemer. Inden for denne overordnede ramme opfordrede Det Europæiske Råd den 30. januar 2012 medlemslandene til i højere grad at anvende midler fra den Europæiske Socialfond til at udvikle lærlingeuddannelser og støtte unge iværksættere. Endvidere understregedes nødvendigheden af, at medlemslandene fremskynder implementeringen af eksisterende programmer og projekter og hurtigt fordeler de ikke allokerede midler med særlig fokus på fremme af økonomisk vækst og beskæftigelse.
Regeringen er enig i konklusionerne fra det uformelle møde i Det Europæiske Råd den 30. januar.I den aktuelle økonomiske situation er det vigtigt at styrke økonomisk vækst og beskæftigelse. Relevante EU-politikker, herunder samhørighedspolitikken, bør bidrage til at opnå denne målsætning. Under det danske Formandskab har man i Rådet opnået enighed om indførelse af risikodelingsinstrumenter for samhørighedsprojekter i de kriseramte lande. Uagtet fremskridtene på europæisk niveau påhviler det de enkelte medlemslande at anvende samhørighedsmidlerne i deres respektive nationale rammer bedst muligt til at fremme beskæftigelse og økonomisk vækst. Det er vigtigt, at landene lever op til dette ansvar og følger opfordringen fra Det Europæiske Råd