Om toldere ved grænseovergange
Svardato: 2. marts 2012
Ellen Trane Nørby (V)
Mener ministeren, at en grænsebom og en stikprøvekontrol foretaget af en tolder ved en grænseovergang er to præcis identiske ting, og det derfor er i orden, at en minister under et samråd bruger det ene som et synonym for det andet?”
Spørgsmålet synes at bygge på den opfattelse, at der skulle være noget at udsætte på mine udtalelser under samrådet den 8. december 2011 i Folketingets Skatteudvalg om afgiftsforhøjelser.
Jeg deler ikke en sådan opfattelse. Som jeg således har redegjort for i min besvarelse af 3. februar 2012 af spørgsmål nr. S 1876 fra samme spørger, så er det – uanset hvordan parterne bag grænseaftalen havde forestillet sig, at udtagningen af køretøjer til kontrol ved de faste kontrolanlæg skulle foregå – min helt grundlæggende opfattelse, at det var en forkert beslutning at binde så omfattende ressourcer, som grænseaftalen indebar, til en forudsigelig og stationær toldkontrol på grænsestregen.