Hjælpemenu

Hovedmenu

Om Ungarn

Besvaret § 20-spørgsmål (S 1950)

Svardato: 10. februar 2012

Eva Kjer Hansen (V)

Vil ministeren begrunde, hvorfor den danske ambassadør deltog i højtideligheden for at fejre den nye ungarske forfatning den 2. januar 2012 i statsoperaen i Budapest?

Europaministeren (Nicolai Wammen)

Den nye ungarske forfatnings ikrafttræden den 1. januar 2012 blev markeret med en højtidelighed i statsoperaen i Budapest den 2. januar 2012. Den ungarske præsident Pál Schmitt var vært ved højtideligheden.Kredsen af indbudte omfattede ministre, parlamentsmedlemmer, ledende embedsmænd, repræsentanter for erhvervslivet og civilsamfundsorganisationer samt det diplomatiske korps. EU-kredsen herunder også den danske ambassadør var repræsenteret med undtagelse af de ambassadører, der fortsat var bortrejst i forbindelse med juleferie. Højtideligheden fandt sted på et tidspunkt, hvor Kommissionens undersøgelser af de lovændringer, som blev vedtaget den 30. december 2011 og trådte i kraft den 1. januar 2012, fortsat pågik.

Disse undersøgelser førte som bekendt til beslutningen af 17. januar 2012 om indledning af tre traktatkrænkelsesprocedurer vedrørende nationalbankens uafhængighed, fremrykning af dommeres pensionsalder og databeskyttelsesmyndigheden, mens der fortsat pågår undersøgelser af retssektoren, herunder domstolenes uafhængighed. 

De nævnte traktatkrænkelsesprocedurer befinder sig fortsat i den indledende administrative 
fase. Ungarn har fået en måned til at besvare Kommissionens åbningsskrivelse. Såfremt 
Kommissionen finder Ungarns svar fyldestgørende, vil sagen blive henlagt.
Ungarn blev dermed det sidste af de tidligere østbloklande til at introducere en ny forfatning i 
forbindelse med demokratiets indførelse. De forskellige siddende ungarske regeringer har siden 
systemskiftet i 1989 forsøgt at udarbejde en ny forfatning til afløsning for den forrige, der, som det fremgår af dens præambel, har været at betragte som midlertidig. 

Det bemærkes i øvrigt, at Europarådets Venedig-Kommission, hvis opgave det er at yde rådgivning i forbindelse med udarbejdelse af ændringer i europarådsmedlemmernes forfatninger, i marts 2011 anerkendte den nuværende regerings ønske om en ny forfatning.

I juni 2011 hilste den en række forhold ved den nye ungarske forfatning velkomne, blandt andet de ungarske bestræbelser på at introducere en forfatning i overensstemmelse med de fælles europæiske, demokratiske værdier og standarder og på at regulere fundamentale rettigheder og frihedsrettigheder i overensstemmelse med de internationale instrumenter, der er bindende for Ungarn, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU’s Charter om grundlæggende rettigheder. Venedig-Kommissionen pegede dog samtidig på visse bekymringer, som man imidlertid havde tillid til ville blive adresseret i den fremtidige fortolkning og udmøntning af forfatningen eller evt. ved ændringer af forfatningen hvor nødvendigt.