Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2010-11)
› Om at overholde EU-reg...
Om at overholde EU-reglerne om passagerrettigheder.
Per Clausen (EL)
Vil ministeren bede samtlige flyselskaber, som flyver i Danmark eller fra og til Danmark, om at orientere myndighederne om, hvordan de konkret overholder EU-reglerne om passagerrettigheder og informerer passagererne om disse?
Transportministeren (Hans Chr. Schmidt)
Jeg finder på nuværende tidspunkt ikke anledning til et tiltag som det af spørgeren foreslåede.
EU’s regler om passagerrettigheder er indeholdt i en forordning, der gælder umiddelbart i medlemslandene og som retter sig mod alle luftfartsselskaber, der flyver fra EU-lufthavne samt EU-luftfartsselskaber, der flyver fra tredjelande til EU-lufthavne. Udgangspunktet er, at luftfartsselskaberne overholder vedtagne love og regler.
Systemet fungerer i øvrigt således, at hvis man som passager mener, at et luftfartsselskab har overtrådt reglerne om passagerrettigheder, kan man klage til Trafikstyrelsen, som kan behandle sager om flyvninger fra Danmark og flyvninger fra tredjelande med EU-luftfartsselskaber til Danmark. Trafikstyrelsen foretager herefter en klagesagsbehandling, der munder ud i en udtalelse til såvel den berørte passager som luftfartsselskabet. Trafikstyrelsen er indtil dato ikke bekendt med sager, hvor luftfartsselskabet ikke har fulgt styrelsens udtalelse i klagesagerne.