Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2010-11)
› Om at SAS overtræder k...
Om at SAS overtræder kartellovgivningen.
Per Clausen (EL)
Er ministeren enig i, at det er helt uacceptabelt, at SAS, hvori den danske stat ejer en stor andel, gentagne gange gribes i at overtræde regler om passagerrettigheder, sikkerhedsbestemmelser og kartellovgivning?
Finansministeren (Claus Hjort Frederiksen)
SAS skal selvfølgelig overholde gældende regler.
For så vidt angår passagerrettidigheder, henvises til transportministerens besvarelse af spørgsmål nr. S 350 (d. 11. november 2010). For så vidt angår sikkerhedsbestemmelser, henvises til transportministerens besvarelse af spørgsmål nr. S1606 (d. 5. oktober 2010) og spørgsmål nr. S 40 (d. 3. november 2010).
For så vidt angår konkurrencelovgivningen, finder jeg i lighed med SAS’ ledelse overtrædelser heraf uacceptable.
I den aktuelle sag, hvor SAS er blevet idømt en bøde på ca. 525 mio. kr. for ulovlig kartelvirksomhed inden for luftfragt i perioden 1999-2006, har SAS oplyst, at deres interne undersøgelse viste, at nogle medarbejdere i SAS Cargo beklageligvis i nogle få isolerede tilfælde havde overtrådt selskabets interne retningslinjer. SAS har desuden oplyst, at selskabet har samarbejdet med Kommissionen med henblik på at få sagen belyst.
SAS har tillige offentliggjort, at de agter at anke afgørelsen, idet SAS Cargo efter selskabets vurdering ikke har været en del af et globalt kartel, og bødens størrelse af samme grund ikke er proportional med SAS Cargo’s handlinger.
Endelig har SAS oplyst, at de på baggrund af sagen har forstærket de eksisterende procedurer og forholdsregler for at undgå fremadrettede overtrædelser af konkurrencelovgivningen. SAS har blandt andet på ny indskærpet retningslinjerne over for alle dele af koncernen samt forstærket uddannelses- og kontrolindsatsen.