Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2010-11)
› Om implementering af f...
Om implementering af flypassagerers rettigheder efter Sturgeon-dommen.
Per Clausen (EL)
Vil ministeren sikre, at de rettigheder, som den såkaldte Sturgeon-dom giver flypassagerer, straks bliver implementeret i Danmark, og at myndighederne sikrer, at SAS og andre danske flyselskaber overholder disse krav?
Transportministeren (Hans Chr. Schmidt)
EU-domstolens dom af 19. november 2009, den såkaldte Sturgeon-dom var en afgørelse af en præjudiciel forelæggelse fra en national domstol om gyldigheden og fortolkningen af EU-regler, i dette tilfælde reglerne i forordning 261/2004 om passagerrettigheder, særligt spørgsmålet om retten til kompensation ved forsinkelse.
Alle nationale domstole i EU, herunder danske domstole skal som udgangspunkt afgøre sager i henhold til forordning 261/2004 i overensstemmelse med EU-domstolens fortolkning.
Da de sager, som det danske klageorgan, Trafikstyrelsen, behandler efter forordning 261/2004, til hver en tid kan indbringes for en dansk domstol som et civilt søgsmål, behandler Trafikstyrelsen følgelig også disse klagesager i overensstemmelse med Sturgeon-dommen.
Hvis Trafikstyrelsen modtager en klage over SAS eller et andet flyselskab vedrørende spørgsmål om krav på kompensation ved forsinkelse, vil sagen således blive behandlet i overensstemmelse hermed.
Det bemærkes i den forbindelse, at den sag, der har været omtalt i pressen om at SAS er blevet stævnet af en nordjysk advokat for ikke at have udbetalt kompensation for forsinkelse, vedrører en flyvning fra Nice, som i overensstemmelse med forordning 261/2004 sorterer under den franske klagemyndighed.
Jeg skal i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål S 350 af dags dato.