Du er her: EU-Oplysningen
› Dokumenter
› Folketingets dokumenter
› § 20-spørgsmål
› § 20 spørgsmål og svar - Find et svar efter folketingssamling
› § 20-spørgsmål (folketingssamling 2010-11)
› Om EU's certificerings...
Om EU's certificeringsordning
Benny Engelbrecht (S)
Er ministeren tilfreds med, at ingen af de statsligt ejede rastepladser vil blive certificeret efter EU's certificeringsordning - en ordning, der skal medvirke til at begrænse antallet af tyverier og røverier mod transportbranchen?
Transportministeren (Hans Chr. Schmidt)
Jeg lægger stor vægt på, at lastbilchaufførerne har gode betingelser på rastepladserne langs vores veje.
I forbindelse med Vejdirektoratets løbende vedligeholdelse af rastepladserne tilstræbes det, at pladserne er trygge at færdes på. Dette gøres bl.a. gennem belysning, vedligehold mv. Vejdirektoratet er løbende i dialog med politiet om de sikkerhedsmæssige forhold på rastepladserne.
Jeg har desuden bedt Vejdirektoratet om at undersøge, hvorvidt det ved at vende vejstriberne på rastepladser er muligt at opnå bl.a. sikkerhedsmæssige gevinster forbundet med, at de parkerede lastbiler på den vis holder med førerhuset væk fra motorvejen.
For at give bedre forhold på de danske rastepladser har vi som led i udmøntningen af aftalen om en grøn transportpolitik af 29. januar 2009 og aftalen om nye initiativer som led i udmøntningen af puljer af 22. oktober 2009 afsat i alt 70 mio. kr. til kapacitetsudvidelser på eksisterende rastepladser samt anlæg af en ny rasteplads.
Jeg er opmærksom på den certificeringsordning som EU har indført, hvor rastepladser kan sikkerhedskategoriseres fra en til fem hængelåse. Vejdirektoratet har oplyst følgende om certificeringsordningen:
1. Niveauet ”én hængelås” gives til almindelige TPA’er (Truck Parking Areas), der er oplyst med de mest basale former for indretning i et afgrænset område, der er forbeholdt parkering for lastbiler med p-båse, belysning og fortove. Alle rastepladser langs danske motorveje modsvarer disse krav.
2. For at opnå certificeringsgraden ”to hængelåse” stilles krav om ubrudt indhegning, eller at skellet overvåges ved videoovervågning, hvor optagelserne gemmes. Endvidere skal tilknyttes en vagtordning til stedet.
3. Næste niveau er ”tre hængelåse”. Her suppleres de to første niveauer med følgende krav: Der skal være både videoovervågning samt ubrudt indhegning, og adgang skal være forbeholdt personale og chauffører. Kriminelle hændelser skal rapporteres.
4. Niveauet ”fire hængelåse” er en yderligere overbygning. Her er stilles der krav om, at personalet/vagterne, der er tilknyttet stedet er professionelt uddannet med godkendte referencer, og at vagterne er ”udstyret”, så de hurtigt kan handle i en alarm situation. Portene til området skal være lukket.
5. På niveauet ”5 hængelåse” stilles yderligere krav om, at alle køretøjer eller personer, der gæster området identificeres, og der føres logbog. Hegnet udstyres med alarm censor ved berøring, ligesom hegnet beskyttes mod muligheden for, at det kan forceres ved køre igennem det. Der findes eksempel på, at hegnet er suppleret med en voldgrav.
Rastepladserne langs de danske motorveje opfylder kravene, der modsvarer én hængelås. Skal man hæve niveauet fra 1 hængelås til 2 hængelåse vil det medføre betydelige investeringer.
Det er Vejdirektoratets vurdering, at der pt. ikke er behov for yderligere investeringer i den retning. Det dokumenterede omfang af kriminalitet på de danske rastepladser understøtter efter Vejdirektoratets vurdering ikke sådanne investeringer.
Der er således ikke planer om at lade statslige rastepladser indgå i certificeringsordningen. Vejdirektoratet vil naturligvis fortsætte sit arbejde med i samarbejde med politiet at sikre trygge rastepladser.