Hjælpemenu

Hovedmenu

Om fiskeripolitikken

Besvaret § 20-spørgsmål

Bente Dahl
(RV)

Hvilke tiltag har ministeren iværksat for at sikre et langsigtet og bæredygtig fiskeri?

Fiskeriministeren (Henrik Høegh)

Jeg forstår spørgsmålet således, at det relaterer sig til torskefiskeriet i Østersøen, hvorfor min besvarelse udelukkende vil fokusere på dette fiskeri.

Den flerårige plan for torskebestandene i Østersøen (Rådets forordning (EF) nr. 1098/2007 af 18. september 2007) trådte i kraft den 1. januar 2008 og udgør grundlaget for EU’s forvaltning af fiskeriet efter torsk i Østersøen. Planen sætter rammen for den årlige fastsættelse af fiskekvoterne efter torsk samt tilladt fiskeriindsats. Det overordnede mål med planen er, at torskebestandene i Østersøen udnyttes på en økonomisk, miljømæssigt og socialt bæredygtig måde. Begge bestande skal op på et sådant niveau, at deres fulde reproduktionsevne bevares, og der kan opnås de størst mulige udbytter på lang sigt. Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) har i 2009 godkendt den flerårige plan som bæredygtig og rådgiver i henhold til planen.

I Østersøen har planen medvirket til at bestandene genoprettes, og udgør dermed et værdifuldt instrument i forvaltningen af torskefiskeriet i Østersøen med et langsigtet perspektiv. Efter flere års tilbagegang i torskebestandene, er der således tegn på genopretning af begge bestande. For den største bestand øst for Bornholm er der klar fremgang at spore, og bestanden befinder sig på et bæredygtigt niveau. Selvom der også er tegn på bedring for bestanden i den vestlige Østersø (Sundet og Bælterne), har denne været mindre markant (der henvises til svar på S 262).

Vores bestræbelser på, at sikre et bæredygtigt fiskeri inkluderer også udryddelsen af discard og i sidste ende et totalt forbud mod discard. Jeg kan blandt andet pege på, at Danmark har været foregangsland for indførelsen af fangstkvotemodellen (der henvises til svar på S 265).

Endvidere har netop torskefiskeriet i Østersøen har været omdrejningspunkt for et større projekt om eliminering af discard, som Fødevareministeriet er tovholder for i regi af EU’s strategi for Østersøregionen. I forbindelse hermed imødeser jeg inden udgangen af 2010 en egentlig køreplan for, hvordan vi fremadrettet bedst muligt kommer discard til livs i Østersøen.