Om fri bevægelighed i EU ved sygdomsbehandling.

Pia Adelsteen (DF)

Hvis det er hensynet til patienten, som skal vægte tungere end medlemsstaternes ansvar, bør det så ikke være lige meget, om en behandling gives ved indlæggelse eller som ambulant behandling, og bør det ikke i stedet bero på, hvilken behandling patienten ønsker at få?

Indenrigs- og sundhedsministeren (Bertel Haarder)

Jeg kan i tilknytning til spørgsmålets begrundelse indledningsvis oplyse, at EF forordning 1408/71 pr. 1. maj 2010 er erstattet af EF-forordning 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger. Forordningen giver ikke fri ret til at søge sygebehandling i et andet land for hjemlandets regning, og det gjorde forordning 1408/71 heller ikke. Ifølge forordningen skal en sikret, som rejser til en anden medlemsstat med det formål at opnå naturalydelser under opholdet, søge den kompetente institution om tilladelse hertil. Det gælder uanset, om det er sygehusbehandling, ambulant behandling eller anden behandling. Kravet om forhåndsgodkendelse gælder alle former. Hjemlandets ”kompetente institution” – i Danmark regionen – er kun forpligtet til at meddele tilladelsen, hvis behandlingen i hjemlandet ikke kan ydes inden for en frist, der er lægeligt forsvarlig under hensyn til den pågældendes aktuelle helbredstilstand og udsigterne for sygdommens udvikling.

Derimod rummer direktiv 2011/24/EU af 9. marts 2011 om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser bestemmelser, som i medfør af reglerne om det indre marked begrænser medlemslandenes adgang til at stille krav om forhåndsgodkendelse af sygebehandling i udlandet. Der kan bl.a. kræves forhåndsgodkendelse, hvis behandlingen kræver planlægning for at sikre et afbalanceret udbud af behandling af høj kvalitet, eller ud fra et ønske om at styre omkostningerne og i videst muligt omfang undgå ethvert spild af økonomiske, tekniske og menneskelige ressourcer, og indebærer hospitalsindlæggelseaf den pågældende patient mindst én nat, eller kræver brug af højt specialiseret og omkostningskrævende medicinsk infrastruktur eller medicinsk udstyr.

Ifølge den gældende danske lovgivning kræves forhåndsgodkendelse til al sygehusbehandling - defineret som behandling, der i Danmark foregår på sygehus, idet det er lagt til grund, at sygehusbehandling i almindelighed kræver planlægning af de nævnte grunde, også af ambulant sygehusbehandling, som kan være særdeles omkostningstung, specialiseret og kræve høj ekspertise.

Jeg bemærker i den forbindelse, at både direktivet og EU Domstolens domme på området anerkender, at hensynet til patienternes ret til og ønsker om behandling i et andet land skal afvejes over for hensynene til planlægning, de sociale sikringsordningers økonomi m.m.

Jeg kan tilføje, at mit ministerium i øjeblikket vurderer, hvilke tilpasninger af dansk lovgivning implementeringen af direktivet medfører behov for. Ministeriet vil i den forbindelse bl.a. være i dialog med de øvrige EU-lande og Kommissionen, idet Kommissionen har nedsat en arbejdsgruppe herom.