Om forslaget fra Europa-Parlamentets forfatningsudvalg om skabelse af 25 nye parlamentspladser
Per Clausen (EL)
Er ministeren enig i, at Europa-Parlamentets forfatningsudvalgs forslag om skabelse af 25 nye parlamentspladser, der vælges på paneuropæiske valglister, strider mod forudsætningerne for Danmarks tilslutning til Lissabontraktaten?
Udenrigsministeren (Lene Espersen)
Udkastet til betænkning om forslag til ændring af Akten om almindelige direkte valg af medlemmerne af Europa-Parlamentet, der blev vedtaget af Europa-Parlamentets Udvalg for Konstitutionelle Anliggender den 19. april, indeholder dels en række forslag om ændring af Valgakten fra 1976, dels forslag til traktatændring, der bl.a. har til formål at udvide antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet med 25, der skal vælges i et valgdistrikt, der udgøres af hele EU.
Ifølge Lissabon-traktaten vedtager Det Europæiske Råd med enstemmighed på Europa-Parlamentets initiativ og med dettes godkendelse en afgørelse om Europa-Parlamentets sammensætning, der skal være i overensstemmelse med principperne om, at antallet af medlemmer ikke må overstige 751, at borgerne repræsenteres degressivt proportionalt med en mindstetærskel på seks medlemmer for hver medlemsstat, og at ingen medlemsstat må tildeles mere end 96 pladser. En ændring af Valgakten fra 1976 vil således kræve enstemmig vedtagelse i Det Europæiske Råd, mens en forøgelse af antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet til over 751 forudsætter traktatændring efter den almindelige traktatændringsprocedure, der bl.a. indebærer indkaldelse af en regeringskonference, der skal træffe beslutning ved enstemmighed, hvorefter traktatændringen skal ratificeres i samtlige medlemslande.
Med ikrafttrædelsen af Lissabon-traktaten den 1. december 2009 færdiggjorde EU mange års arbejde med EU’s traktatgrundlag. Det er regeringens opfattelse, at dette traktatgrundlag udgør en langtidsholdbar ramme for EU-samarbejdet, og at fokus primært bør være at arbejde på at skaffe resultater til gavn for EU’s borgere og virksomheder inden for dette traktatgrundlags rammer.
Udkastet til betænkning vil efter planen skulle behandles på Europa-Parlamentets plenarforsamling i juni. Såfremt forslaget godkendes af Europa-Parlamentet og skal behandles i Rådet eller Det Europæiske Råd vil regeringens nærmere holdning til forslaget på almindelig vis blive forelagt for Folketingets Europaudvalg.